Anna Pørtner
Stutteri Ask ved Martofte på Nordfyn har for første gang slået dørene op for det internationale springstævne med Longines EEF Series Nations Cup på programmet. I går var det tid til vet-tjek for alle hestene, og derefter startede konkurrencerne. Stævnet blev skudt i gang med en CSIU25 135cm, hvor der var i alt 30 ekvipager til start. Her var svenske Ingemar Hammerström bedst af alle i sadlen på Nicoline d'Or e. Diamant de Semilly/ Figo de Muze. Stævnedagen blev afsluttet med CSI1* Small Tour 125cm med hele 115 ekvipager til start, hvor danskerne satte sig på top 5, med Laura Elisabeth Andersen og Isa de Lui e. Indoctro/ Rivage du Poncel som vinder af klassen.
Resten af ugen er spækket med et spændingsfyldt program, hvor der er garanteret springsport i verdensklasse. I dag er stævnedagen startet ud med en CSIU25 140cm klasse, og senere på dagen går der CSIO3* Big Tour i 145cm, hvor i alt 63 ekvipager skal kæmpe om at komme hurtigst i mål og dermed sikre sig førstepladsen.
Et af stævnets højdepunkter må siges at blive fredagens Longines EEF Series Nations Cup, hvor i alt ti nationer kommer til start. Her skal det danske hjemmebanehold i ilden, som består af Zascha Nygaard Lill, Anne-Kristine Rie Truelsen, Rikke Andersen, Søren Møller Rohde og Caroline Rehoff Pedersen. Her gælder det for de ti nationer om at samle point nok til at sikre sig en plads i en af semifinalerne, hvor det gælder en plads i den endelige finale. Du kan læse meget mere om startrækkefølgen og Longines EEF Series Nations Cup her.
Udover Longines EEF Series Nations Cup, er der mange andre spændende klasser på programmet hos Stutteri Ask hele ugen. Lørdag aften afvikles blandt andet CSIO3* Big Tour 150cm, som er kvalifikationsklassen til søndagens CSIO3* Big Tour Grand Prix, hvor forhindringernes højde lyder på hele 155cm.
Med dette spændende program lagt, er der garanteret springsport i verdensklasse resten af ugen hos Stutteri Ask, hvor det er gratis for alle tilskuere at komme ind. Har du ikke mulighed for at komme over og besøge det smukke sted, kan du stadig følge med via ClipMyHorse, der streamer fra hele arrangementet.