Internationale stjerner til Hagen

03-04-2014 06:59

Under sloganet "Horses & Dreams meets Brazil" afholder Kasselmann familien igen i år et stort internationalt dressur- og springstævne på deres mageløse ejendom i Hagen. Stævnet åbner traditionelt udendørssæsonen og finder i år sted i dagene 23.-27. april

I en pressemeddelelse fra stævnearrangørerne bekræftes en stjernespækket startfelt på spring- såvel som dressurstadion på den store stævneplads i Hagen, der i 2005 dannede rammen om EM i dressur.

Dressurklasserne vil fra dansk side have deltagelse af Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og Andreas Helgstrand. Også Helgstrands to spanske elever Morgan and Alexandra Barbancon-Mestre fra Spanien kommer til start i Hagen. Britiske Laura Tomlinson har i en årrække været særdeles succesfuld i Hagen med sin danske vallak Mistral Højris, men i år bliver hendes partner hesten Unique. Sverige repræsenteres bl.a. af Patrik Kittel, hvis australske hustru Lyndal Oatley også har meldt sin ankomst i lighed med østrigske Victoria Max-Theurer. Tyskerne stiller med en meget stærk besætning som bl.a. Isabell Werth, Ulla Salzgeber, Anabel Balkenhol, Hubertus Schmidt, Nadine Capellmann, Christoph Koschel, Fabienne Lütkemeier, Dorothee Schneider, Brigitte Wittig og Charlott-Maria Schürmann.

Partnerlandet Brasilien, vil ikke kun stå for underholdning under stævnet, men vil i særdeleshed også give alverdens springryttere kamp til stregen, idet de her repræsenteres af Karina Johannpeter, Bernado Alves, Carlos Eduardo Motta-Ribas og Pedro Veniss. Springeliten består desuden af engelske John Whitaker, schweiziske Pius Schwizer, svenske Henrik von Eckermann, portugisiske Luciana Diniz og de tyske topryttere Carsten-Otto Nagel, Ludger Beerbaum, Marco Kutscher, Lars Nieberg, Meredith Michæls-Beerbaum og Janne Friedericke Meyer.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner