Snart bliver nye stjerner født

01-01-2019 21:42
Avl

Når vi har taget hul på et nyt kalenderår, tager vi samtidig hul på en ny avlssæson. Der er snart kun to måneder til Dansk Varmblods Hingstekåring, og derefter går det løs med reproduktionssæsonen. Vi kigger her nærmere på, hvilke føl der ventes af nogle de mest fremtrædende hopper i avlen

Copyright Ridehesten.com
Selv om sølvmedaljehoppen Coco Chanell S er død, venter hun i år et føl, der er lavet på ICSI-metoden efter hoppens død. Hun ses her med sin avler Jørgen Schultz og hans barnebarn Pernille Schultz.

Vi har spurgt nogle af Danmarks dygtige ridehesteavlere, hvilke føl deres fremtrædende avlshopper venter i 2019. Hos Sally og Flemming Schultz var de så uheldige i 2018 at miste deres 14-årige tophoppe Coco Chanell S e. Cassini I/Caletto I og familiens gamle og præstationsstærke hoppestamme, kort efter hun havde fået sit tredje hingsteføl e. Untouchable. Netop denne kombination har også givet den kårede hingst Syvhøjegårds Unforgetable S DWB. Coco Chanell S  har i flere år ført Dansk Varmblods indeksliste for springhopper. Hun er også nr. 1 på den aktuelle indeksliste med et totalindeks på 144 totalt og 155 for unghesteindeks.

I forbindelse med Coco Chanells død blev hendes æggestokke transporteret til KVL i København, hvor forsker Emma Lorentsen inseminerede hoppens æg med sæd fra den lovende unghingst Action Man Ask. De befrugtede æg blev dyrket i reagensglas, og det lykkedes at flytte et til en rugehoppe, og den er stadig ifol har termin ultimo maj.

Copyright Ridehesten.com
Straight Hors Ascenzione er solgt til en stor dressurkarriere i udlandet, men hendes opdrætter venter et ET-føl efter hende, og dette føl kombinerer stutteriets to fremtrædende hoppestammer bag Sezuan og Zonik.

Mødrene til de to verdenskendte Blue Hors Zack-sønner, avlshingstene Glock's Zonik og Sezuan, har begge hjemme på Stutteri Straight Horse v/ Eva Götzsche og Mogens Pedersen. Zoniks mor Romanik e. Blue Hors Romanov/ Blue Hors Don Schufro venter i år føl efter den unge hingst Janeiro Platinum, som er efter Sezuan, og på den måde kombineres de to stærke hoppestammer. Det har de før gjort med succes, og det er sket ved, at Romanik har fået føl efter Don Rominas søn Sezuan, hvilket bl.a. har resulteret i Straight Horse Sezarion, der er solgt til en Grand Prix-rytter i Portugal og Straight Horse Santiano, der pt. er 2 år og solgt til Blue Hors.

Romaniks Jazz-datter, Straight Horse Rozina, er også hingstemor; nemlig til den avlsgodkendte Straight Horse Sir Romance e. For Romance. Det har givet Eva og Mogens mulighed for at krydse Romanik-dynastiet ind over Don Rominas døtre samt andre af stutteriets hopper. Således har de to embryoføl på vej efter Don Romina og Sir Romance, og ligeledes venter begge Don Rominas døtre, Sezuans helsøstre Ascenzione og Sezuanna, føl efter Sir Romance via embryo. På Aszenzione, der er solgt til den tyske landsholdsrytter Helen Langehanenbergs sponsor, er det tillige lykkes at lave en embryo transfer e. Sir Donnerhal I.

– Vi glæder os meget til denne årgang føl, hvor vi faktisk venter mange føl efter Straight Horse Sir Romance. Det er spændende for os for første gang at skulle have føl efter egen hingst, fortæller Eva og Mogens.

En af de hopper, der venter føl efter den unge hingst er guldmeldaljehoppen Straight Horse De Milla e. De Niro/ Blue Hors Zack, der lige som Sir Romance har Romanik som mormor. Sir Romances mor Rozina skal have føl efter Blue Hors Farrell igen, for hun havde et meget smukt hoppeføl efter ham i år, og derfor forsøger Eva og Mogens at gentage den succes.

Copyright Ridehesten.com
Den tredobbelte UVM-vinder Fiontini, der nu også har vundet Grand Prix, skal for første gang have en helbror eller helsøster hjemme hos sin opdrætter, mens hendes ejere venter et ET-føl efter hende og en hingst, der også selv er verdensmester.

Hos HH Horses v/ Henrik Hansen er guldmedaljehoppen Fiontina og sølvmedaljehoppen Fiontini kommet til verden. Fiontina har vundet UVM-sølv, mens Fiontini har vundet UVM-guld tre gange som den eneste hoppe i verden, og hun har tilmed debuteret i Grand Prix som 8-årig med sejr til følge. Begge hopper er efter hingsten Fassbinder e. Fürst Heinrich/ Caprimond (opdr. Atterupgaard), hvis mor Dicte er helsøster til Danmarks mest succesfulde dressurhest Atterupgaards Cassidy, lige som Dicte selv er mor til tre kårede hingste.

Fassbinder tilhørte HH Horses, men er forlængst solgt til udlandet som ridehest. Dog har Henrik Hansen gemt noget frostsæd, og succeshoppernes mor Rapitalá er i år drægtig med Fassbinder, og således skal Fiontina og Fiontini for første gang have en helbror eller helsøster. Rapitalás mor Parexi er helsøster til hoppen Padame, der er mormor til bl.a. guldmedaljehingsten Blue Hors Zackerey og mange andre succesfulde heste. Parexi blev efter at have fået Rapitalá solgt som ridehest til Sverige, men nu har Henrik Hansen fået muligheden for at købe hende tilbage, så hun igen er avlshoppe hos HH Horses.

Fiontini samejes af Helgstrand Dressage og Stutteri EVO, og de venter i 2019 et embryo transfer-føl efter verdensmesteren D'Avie og den tredobbelte verdensmester Fiontini. 

 

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen