Interessen kan starte tidligt...

20-01-2013 07:42

Maja Golles

Interessen for heste kan starte tidligt. På Blå Stue har børnene i Børnehaven Landsbyhaven lavet flotte kæpheste af tapetklister og aviser i mange meter. Ridehesten.com har modtaget en sød reportage

Ja, interessen for heste kan starte helt i det små - og ganske uskyldigt med en lille kæphest. Næste gang er ønsket måske en pony i konfirmationsgave? I hvert fald er et lille frø plantet til en kommende hobby som rytter hos en flok søde børn fra Børnehaven Landsbyhaven. Vi har modtaget denne "reportage": Der er knabstruppere med sorte pletter, og også knabstruppere med gule pletter, sorte, blå og pink heste. Lasses hest er brun, han ville gerne lave en brun hest, hans mor har engang haft en brun hest som var hendes bedste ven. Nicklas malede sin hest sort med en fin lang blis, sådant en hest har hans mor nemlig. Alle heste har en fin trense lavet af læder, med bling bling på pandebåndet. Tidligere på ugen var vi for første gang ude at ride på alle de smukke heste. Det viste sig at de havde et meget forskelligt sind, flere var faktisk ret vilde, de både stejlede og bukkede. Alle rytterne holdt sig dog fast på hesten, enkelte med et godt tag i manken. Det var meget tydeligt at der både var springheste og dressurheste i flokken. Efter endt ridt blev de sat på stald i de enkelte hjem, vi har en fornemmelse af at de bringer lykke. Personalet håber på at de er "solgt" til de rette købere og at vi ikke får en sag på halsen indenfor de næste par år. Vi har dog sørget for en grundig handelsundersøgelse, enkelte med små bemærkninger og afvigelser, de var dog alle indenfor de gældende regler om røntgen gruppe 1.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner