Thilde Alsing
Mens en stor håndfuld danske ryttere er til start ved det internationale stævne i Aalborg, er en række danske ryttere også taget ud i Europa for at starte internationalt. En af dem er Ida Kirstine Bjørn, der er taget til det hollandske Exloo.
Ida deltager sammen med den 10-årige DV-vallak Hussmanns Jackson e. Johnson/ Belissimo (opdr. Stald Hussmann) i U25-klasserne til stævnet, og det har allerede været et særdeles succesfuldt stævne for Ida og Jackson.
Allerede i går lagde parret ud med en sejr i Intermediare II-klassen, hvor de med 70,882% lagde sikker afstand til konkurrenterne.
Dette resultat fulgte Ida og Jackson flot op på i dag, da opnåede 70,897% i U25 Grand Prix-klassen. Stævnet var tilmed Idas debut i de internationale U25-klasser.
Ida er dog ikke den eneste danske rytter repræsenteret ved stævnet. Karoline Louise Skøt rider senere i dag på banen i den 3-stjernede Grand Prix-klasse, mens Andrea Hamann er til start i juniorklasserne.