Hygge med Hester

08-03-2014 16:14

Bodil Nyholm Sørensen

Dansk Varmblods Hingstekåring 2014 | First Seminarer bød inden for til et talkshow med Carl Hester, hvor den internationale toprytter fortalte om sin opvækst og sin måde at holde heste på
 

- Den bedste beskrivelse, jeg har hørt af min fødeø, er at det er 600 alkoholikere, der klamrer sig til en klippe i havet.

 Den replik fra Carl Hester fik hele salen til at le, og det var ikke sidste gang på de tre kvarter, som First havde sikret Hest & Rytter-gæsterne i selskab med den olympiske rytter. Han berettede om, hvordan han som barn lærte at håndtere øens arbejdsheste, senere blev afvist som jockey og endte med at søge arbejde hos Wilfried Bechtolsheimer. Han bad den unge rytter om at changere.

- Men jeg havde aldrig prøvet det før. Så sagde han: Bare læg venstre ben ved, og så højre – venstre, højre, venstre, højre. Jeg lavede 15 ettere. Det var nok derfor, jeg fik jobbet, fortalte han til det fyldte auditorie.

 Efter livshistorien var det tid til spørgsmål fra publikum. Et af de første gik på Hesters hestehold, og han fortalte, at alle hans heste går på fold – også Grand Prix-hestene.

- Nogle gange lukker vi dem ud sammen, Lickton, Uthopia og Valegro, og det er lidt lige som Grand National [legendarisk hestevæddeløb, red.]. Så må man bare vende ryggen til og sige til sig selv: Det går nok, det går nok. Jeg er ikke revolutionær eller har noget projekt. Det er bare godt for hestene at være ude.

 Englænderen fik et stort bifald af publikum. Een af dem var Nanna Damgaard Jensen:
- Han er tiltalende og går op I hesten velfærd. Vi kører same princip med vores egne heste derhjemme. For os er det også vigtigt, at de kommer ud og får hviledage. Min hest er blevet mere rolig af det.

 Carl Hester er testrytter i dette års unghestechampionat. Læs mere om First Seminarerne i næste nummer af Ridehesten.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner