Lethed og elegance, med en hest, som er tilpas med sin kandar og sin rytter. Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy ved EM i Rotterdam 2019. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

Kandaren er en hjælp til, at rytteren kan anvende finere og lettere hjælpere, så den vigtigste forudsætning for at ride med kandar er, at man har en korrekt opstilling, og at man er i fuldstændig balance med hesten, og kan sidde afslappet i sadlen. Det danner grundlaget for, at rytteren kan anvende sin tøjlehjælp uafhængigt af sine øvrige hjælpere, som er sædet og schenklerne. 

Når man rider med kandar skal man kunne administrere ikke blot en men to tøjler, og være i en sådan balance og ride med et sådant overblik, at man kan løsne stangtøjlen og stramme bridonen og omvendt uafhængig af hinanden. Derfor er ridning med kandar også forbeholdt mere erfarne ryttere, og absolut ikke en optømning for den ufølsomme rytter. Sådan indleder Hasse Hoffmann en artikel om kandarens brug og historie i et tidligere nummer af magasinet Ridehesten. 

Kandarens historie
Kandaren har fulgt ridekulturen op gennem historien. Den ældste bevarede kandar stammer fra år 500 før Kristus, men den kandar vi kender i dag blev indført af neapolitaneren Giovan Battista Pignatelli, en kendt og anerkendt rideinstruktør, der med opfindelsen af kandaren (stangbid og bridonbid) gav datidens (og nutidens) ryttere mulighed for en langt mere følsom indvirkning på hesten, end det drabelige stangbid, som man indtil da havde benyttet sig af.

En af Pignatellis elever var i øvrigt franskmanden Antoine de Pluvinel (1555-1620) der er anset for at være en af den klassiske ridekunsts store mestre. Han udmærkede sig ved en dybtgående forståelse af Xenofons krav om hensyntagen til hestens natur, og han afstår fra at undertvinge hesten med magt. Han fremhæver, at rytterens bedste forbundsfælle er hestens gode vilje.

I dag er moderne teknologi taget i anvendelse, så kandarbiddets udformning er nøje tilpasset hestens anatomi. Forskellige metallegeringer tages i anvendelse, så biddet er medvirkende til at øge hestens spytproduktion og dermed gøre det mere behageligt for hesten. Derfor findes der i dag et stort antal kandarstænger, så rytteren har mulighed for, at finde den kombination af stangbid og bridonbid som passer til den enkelte hest – både anatomisk og i forhold til indvirkning.

Instruktør Hasse Hoffmann modtog i 2018 den fornemme hæder: Lis Hartels Mindepris. Han står bag en lang række topryttere gennem tiden og er forfatter til den populære lærebog: Dressur med hjerte og forstand, som man kan købe i Ridehestens webshop. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

Tillid til biddet
Det man først og fremmest skal have på plads, inden man går i gang med at ride hesten med kandar er dens grunduddannelse. Hesten skal have tillid til biddet og rytterens hånd, og så skal den dressurmæssigt være så langt, at den kan rides til biddet uden modstand, og reagerer på rytterens fine hjælpere. Rytterens fine tøjlehjælp er naturligvis givet, også når der rides på trense, men når man rider på kandar er det endnu vigtigere med en smidig hånd.

Læs også: Sverige gør næsebånd valgfrit

Basis for den dressurmæssige uddannelse af hesten er, at styrke og afbalancere hesten, så den med rytter kan genfinde sin naturlige balance. Det er et grundlæggende krav, af hensyn til hestens holdbarhed. Rytteren skal ved brug af sine hjælpere (schenkel, sæde og hånd) lære hesten at gå frem for schenklen, og stoppe op for tøjlen (biddet). Dette er en proces, som til stadighed forfines i hele hestens liv som ridehest. Og i konkurrence belønnes den rytter, som ved brug af de fineste hjælpere, får hesten i en god selvbæring og balance, og i et samspil af disse fine hjælpere, formår at få hesten til at udføre selv dressurens vanskeligste øvelser med lethed og i harmoni mellem rytter og hest.

For at nå dertil skal hesten styrkes gennem en øget samlingsgrad, hvor hesten tager mere vægt på sine bagben, og dermed opnår at afbalancere rytterens vægt i sadlen. Samling opnås bl.a. ved brug af de halve parader, hvor rytteren animerer hesten til at gå frem for schenklen, og når man har opnået den ønskede fremaddrift, møder man op på tøjlen. Hestens reaktion på dette samspil af drivende og forholdende hjælpere vil være at træde bagbenene længere ind under sig og derved sænke bagparten og bære mere af rytterens vægt på bagparten. På den vis aflastes hestens forpart, hvor rytterens vægt hviler.

Det er i dette fine samspil mellem fremaddrift og modholdende, understøttende tøjle, at kandaren har sin berettigelse. For når hesten har fået sin basislærdom på plads, hvor den går frem for schenklen og stopper op for tøjlen, så forfiner vi vores hjælpere i fremaddrift ved at lære hesten at forstå og acceptere spore og i opstopning ved at lære hesten at acceptere kandarbid.

Fordelen ved brug af spore og kandar er, at rytteren med mere forfinede og usynlige signaler, kan sidde mere stille på hesten og dermed animere den til at opnå en større grad af selvbæring. Det giver sig udslag i en hest, der kan udvikle sit fulde gangartspotentiale under rytteren og samtidig øge dens holdbarhed.

Såfremt hesten arbejder ukompliceret og villigt på trensen, giver det sjældent problemer for hesten at starte arbejdet på kandar.

Dressurprogrammerne i sværhedsgrad 3 giver rytterne mulighed for selv at vælge optømning. På den måde tvinges rytterne ikke til at begynde at ride med kandar for tidligt i hestens uddannelsesforløb. Og man har også mulighed for at gå tilbage og starte et par klasser på trense, såfremt man ikke er helt tilfreds med hestens reaktion på kandaren.

Læs også: FEI overvejer Grand Prix på trense

Om kandaren
En kandar er en dressurtrense, som er forbeholdt den dygtige rytter, og hesten skal have en vis grunduddannelse. Hesten har to bid i munden, et stangbid og et bridonbid, der sidder i hver sine kindstykker og har hver sin tøjle.
I konkurrence skal biddelene (bridon- og stangbid) være af samme metal. Længden på stængerne må højst være 10 cm. Det er udelukkende heste, som bærer kandar. I klasser af sværhedsgrad 3 er det valgfrit om der rides med kandar eller trense. I klasser af sværhedsgrad 4 og opefter er kandar obligatorisk. Der findes i Dansk Ride Forbunds reglement forskellige regler for biddenes dimensioner, så vær opmærksom på dette forud for stævnedeltagelse.

Sådan benævnes kandarens dele:
1. Engelsk næsebånd
2. Stangens side/kindrem
3. Bridonens side/kindrem
4. Bridontøjlen
5. Kandartøjlen
6. Bridonbiddet
7. Stangbiddet
8. Skumkæden

 

Kandarens virkning
Man må under ingen omstændigheder forsøge at løse problemer med at få hesten til at give efter på biddet ved at lægge en kandar på den. Rytteren bør kende kandarens forskellige virkninger:

Rides der med for høje hænder, virker kandaren hårdere pga. den forøgede løftevirkning, og hesten bliver snæver i halsen.
Man kan aldrig med en kandar fremtvinge en ”direkte” samling. Bruges kandaren forkert bliver resultatet, at hesten tager mindre vægt på bagparten, og dermed forfejles det egentlige mål.
Hvis en hest er korrekt samlet på kandar, så er det bridonbiddet, den støtter på. Stangbiddet tjener kun til nogle finjusteringer nu og da.

Hvor ofte man vil ride med kandar er helt og holdent op til rytteren og træneren. Når hestene først er begyndt at gå med kandar er det ikke sådan, at de skal gå med kandar hver dag. De erfarne dressurryttere rider oftest deres grundarbejde og løsgørende arbejde på trensen, så kan de evt. ride det mere samlende arbejde på kandar. Og flere Grand Prix-ryttere træner deres heste i dressurens vanskeligste øvelser på trense.

Læs også: KNHS ændrer regel om kandar