Har du styr på bagpartsvendingen?

23-03-2019 08:06

Bagpartsvending rides fra skridt, og den mest almindelige fejl ryttere begår, er at de tager skridtbevægelsen fra hesten. Men hvordan laver du bagpartsvendingen korrekt? Få de bedste råd fra Hasse Hoffmann

Copyright Ridehesten.com
Bagpartsvendingen er en god øvelse til at kontrollere samspillet mellem de ulige hjælpere. Her skal man dog fokusere mere på fremadsøgningen, da hesten let kommer bag schenklen. For at undgå dette skal rytteren på ethvert tidspunkt være klar til at ride frem.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Fra Dansk Ride Forbunds ”Fordringer i dresssur”: En bagpartsvending adskiller sig kun fra en halvpirouette i skridt ved, at den ikke forlanges udført på stedet (ikke centreret om indvendigt bagben), men at den derimod udføres på en lille volte.

Indlæring af bagpartsvendingen
Bagpartsvending rides fra skridt, og den mest almindelige fejl rytterne begår, er at de tager skridtbevægelsen fra hesten. Hesten skal komme ind til bagpartsvendingen i samlet eller middel skridt, hvor den er eftergivende og fremadsøgende.

Laves bagpartsvendingen f.eks. til venstre, skal hesten stilles til venstre i nakken, og der skal ske en indtrækning af hestens venstre skulder. Der skal ikke decideret være en bøjning i hesten, det er et moderne fænomen, lyder det fra Hasse Hoffmann, og fortsætter. Der er en tendens til, at rytterne bøjer hestene for meget i bagpartsvendingen, det mener jeg er forkert, for man kommer let til at sidde og ”hænge” i den indvendige tøjle, og så tager det balancen væk fra hesten.

I indlæringsfasen skal man endelig lade være med at bøje hesten for meget, for jo mere man bøjer hesten til indvendig side, jo sværere er det at holde det indvendige bagben i gang.
Indvendig tøjle er stillende, men også ledende. Udvendig tøjle er modholdende, understøttende, men den udvendige tøjle skal også kunne give efter, således at hesten har plads til at skridte.

Hesten skal være let fortil, og hånden skal være på vej frem mod hestens mund, for ikke at miste fremadsøgningen. Det er en stor fejl, hvis man har for meget fat fortil, for så vil hesten miste fremadsøgningen og komme til at stå stille med det indvendige bagben.

Den indvendige schenkel er fremaddrivende, modsat ved f.eks. schenkelvigning og versader, hvor det er den udvendige schenkel, der er den fremaddrivende. Det er der ikke mulighed for ved bagpartsvendinger og travers, for her har den udvendige schenkel andre opgaver. Indvendig schenkel skaber også en let runding i hesten eller nærmere en indtrækning af indvendig skulder, derfor er schenklen placeret ved gjorden.

Udvendig schenkel er modholdende, undersøttende. Rent faktisk har den flere placeringer. Den kan være placeret ved gjorden, og give hesten signalet til at vige for schenklen. Men senere, når hesten har lært at udføre bagpartsvendingen, skal den ligge lidt længere tilbage ved gjorden, og være modholdende, undersøttende (ikke sideførende) og dermed være parat til at holde hesten på plads rundt i bagpartsvendingen.  Så alt efter hvor hestens uddannelsesmæssigt befinder sig, og hvordan en reagerer på hjælperne, skal den udvendige schenkel nærmest være at opfatte som en slags linjevogter, klar til at flytte sig alt efter, hvor hesten er ved at lave fejl.

Nyheden fortsætter efter annoncen


Vanskeligheder og råd
Hvis hesten ikke flytter sin forpart nok, skal udvendig schenkel læges til ved gjorden, for at animere hesten til at flytte forparten. Hvis hesten flytter forparten, men også bagparten, så bagpartsvendingen i stedet bliver en runding omkring hestens midte – så skal den udvendige schenkel gå tilbage, for at forhindre hesten i at skyde bagparten til udvendig side.

Når man indøver bagpartsvendingen skal man konstant være klar til at ride fremad. I de stående øvelser må man ikke miste fremadsøgningen, derfor skal man hele tiden være parat til at komme væk fra stedet og ride ud af velsen, lige så snart man mærker hesten ikke længere tænker fremad.

Man må hellere lave en bagpartsvending for stor end for lille, så baghoven ikke bliver stående i jorden og vrides rundt.

I træningen kan det være en glimrende øvelse at lave bagpartsvendingen for stor, således at hesten går rundt om et større punkt med sit indvendige bagben.

Det kan være en god øvelse at få hesten til at slutte på den samme linje man er startet på – altså vise alle 180 grader. Men i træningen skal man hurtigt kunne ændre målsætningen om at nå de 180 grader, og ride ud af bagpartsvendingen såfremt hesten mister fremadsøgningen. Den øvelse kan derfor med fordel indøves på hovslaget, for så har man så at sige en start- og mållinje.

Fordi man vil så meget med sin schenkel i indlæringen af disse øvelser, skal man være opmærksom på, at hesten let kan blive sur og træt af rytterens indvirkning. Kunsten er ikke at kunne trykke og presse hesten med schenklen – kunsten er at få hesten til at reagere, så man kan komme til at sidde stille.
Den rytter som kan lave hesten ”elektrisk” i for- og bagpartsvending, sådan at hesten træder rytmisk og løfter det bærende for- og bagben op og ned omkring et lille punkt, er godt på vej til at kunne indøve passage og piaffe.

Tilbagetrædning, forpartsvending, bagpartsvening og parade er helt grundlæggende og opdragende for hesten – og for de fleste ryttere og heste sværere at udføre korrekt end mange af de øvelser, som traditionelt opfattes som de sværeste, slutter Hasse Hoffmann.

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen