Rid versade med Hasse Hoffmann

23-10-2017 14:40

World Cup i dressur er veloverstået, du har måske fulgt med fra sidelinjen i Boxen i Herning eller via live-streaming. Og nu kribler det i fingrene for  selv at komme i sadlen og ride. Få  her en masse tips og tricks af Hasse Hoffmann til din egen dressurtræning

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

I bogen: Dressur med hjerte og forstand, giver Hasse Hoffmann sit svar på, hvordan man uddanner sin hest. Lige fra unghest til Grand Prix. Vi har her taget fat på en øvelse, der ses i flere af dressurprogrammerne, nemlig versade.

Versade er en sidebevægelse, hvor hesten går fremad og til siden samtidigt. Hesten skal være stillet fra retningen den går, og den skal have en let bøjning ned gennem hele kroppen. Bøjningen skal være så stor, så hestens bagben træder op i udvendige forbens spor eller op til en hovsbredde udenfor.

Øvelsen kan udføres alle steder på ridebanen eller i terrænet. Det er dog lettest at udføre øvelsen på hovslaget, for så har man barrieren at støtte sig til.

Ved udførelse af versade er den indvendige tøjle stillende, den udvendige er modholdende, understøttende, og kan i sjældne tilfælde være ledende. Indvendige schenkel er sideførende, men skal også lave den lette bøjning i hestens krop, derfor føres den indvendige schenkel ikke helt så langt tilbage ved udførelsen af versaden, som det er tilfældet ved schenkelvigning. Udvendig schenkel er fremaddrivende, kan også være modholdende.
Husk at sidde lige på hesten, men træd hælen mere ned i den side du rider til.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Sådan lærer din hest versade
Ved indøvning af versade er det lettest at lære hesten først at gå kontraversade, specielt når man rider indendørs, fordi man her har en barriere at støtte sig opad. Kontraversade udføres på langsiden, hvor hestens hoved stilles ud mod barrieren. Hesten skal have lært at gå kontraversade korrekt, før man tager fat på at ride versade.

Når man rider versade, er hesten stillet ind mod midten og vil derfor trække indad. Så kommer man let til at holde for meget imod, for at holde hestens bagpart på hovslaget. Hvis hesten har lært at gå kontraversade uden konstant korrektion fra rytterens side, er det lettere at indøve versade.

Hjælp til versaden
Hvis hesten skyder bagparten for meget ud, kan det skyldes, at rytterens indvendige schenkel ligger for langt tilbage på hesten. Det korrekte er, at schenklen skal blive på linjen hæl-hofte-skulder. Det er den indvendige schenkel, som skal skabe rundingen(den lette bøjning) i hesten.

Hvis hesten taber fremadsøgningen og takten, skal man veksle mellem kortere strækninger med kontraversade efterfulgt af ligeudretning og fremadridning, for på den måde at hente svinget og takten igen. Den udvendige schenkels primære opgave er at være fremaddrivende, og placeringen er ved gjorden, men hvis bagparten svinger ud og overtrædningen bliver for stor, går schenklen tilbage bag gjorden, og bliver modholdende. Så snart hesten reagerer korrekt, føres schenklen tilbage til udgangspunkt ved gjorden. Hele korrektionen foretages i en halv parade. Man kan også vælge at give hesten en korrektionshjælp med den udvendige schenkel, evt. understøttet af pisken.
Har hesten svært ved at udføre sidebevægelser kan det skyldes, at den endnu ikke er stærk nok til at lave øvelsen. Så må man styrke ved bl.a. at arbejde med den på cirkelvolter.

Få endnu flere tips fra Hasse Hoffmann i bogen: Dressur med hjerte og forstand. Køb bogen HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner