Pressemeddelelse
På det charmerende Søholt Gods åbnede Grethe og Hasse Hoffmann i tirsdags dørene til en spændende dressurclinic for eleverne på Aalestrup Naturefterskole.
Det blev en forrygende dag med masser af oplevelser og læring for livet, oplyser efterskolen.
En veloplagt og sprudlende Hasse Hoffmann tryllebandt eleverne i to timer og 20 minutter, hvor han med krop, sjæl og ord formede en rideteoretisk platform, som tilhørerne vil kunne profitere af langt ud i fremtiden.
5-6 ryttere og adskillige heste fra føl til Grand Prix-niveau medvirkede i en gennemgang af Hasse Hoffmanns grundprincipper omkring træning og uddannelse, der gennem tiden har skabt så mange fremragende rideheste og ryttere.
”Du kan, hvad du vil” var et af Hasse Hoffmanns budskaber til de unge mennesker. Han startede selv sin karriere med lyst, vilje og hårdt arbejde som drivkraft i en ridehal 11x18 m.
”Vi rider hestene seks dage om ugen, men aldrig stereotypt og mekanisk. Både indhold, belastning og intensitet veksler meget, så vi kan holde hestene i topform både fysisk og mentalt,” fortalte den anerkendte dressurberider.
Det hele blev visualiseret i undervisningen af de forskellige ekvipager, hvor såvel problemer som successer blev kommenteret ud fra en løsningsorienteret tilgang.
Mætte af faglige input gik turen videre til Kleppenhus, hvor den norske landsholdsrytter Cathrine Rasmussen viste sine heste frem i de smukke rammer i og omkring Kleppenhus.
Efter en spændende dag gik turen tilbage til Aalestrup Naturefterskole, hvor en del af eleverne havde fået ekstra inspiration i bagagen til aftenens forestående rideundervisning med skolens berider, Laura Riis, som selv har arbejdet for og redet hos Hasse Hoffmann.
Åbent hus på Aalestrup Naturefterskole
Du kan høre meget mere om Aalestrup Naturefterskole på Efterskolernes Dag søndag den 30. september fra klokken 13-17.
Læs mere om Aalestrup Naturefterskoles hestelinje.