Lone Rytter
Jeg gør mig tit tanker om, hvordan jeg gerne vil have mit hestehold, så jeg synes det er sjovt, hyggeligt, rart og ikke bliver en alt for stor økonomisk byrde. Selvfølgelig må en hobby gerne koste noget, men det er ingen hemmelighed, at heste nok er noget af det dyreste, man kan kaste sig over.
Jeg har dog 7-9-13 været forskånet for store og uforudsete udgifter det sidste års tid (til gengæld brugte jeg jo en del penge på at ifole en hoppe sidste år uden resultat). Ingen af hestene har været syge udover et par småskrammer. Men de kommende måneder kommer til at koste. To unghopper skal i ridning, og den ene skal der ofres lidt mere ridning på, da den skal kåres til august.
Så har jeg jo planer om at ifole tre hopper i år. Det er bestemt heller ikke billigt. Til gengæld håber jeg, at det vil resultere i tre føl (i hvert fald to, for den ene er problemhoppe, så der har jeg ikke de store forventninger, og jeg har fået en fin aftale med hingsteholder). Føl skulle gerne betyde lidt penge i kassen, så der er råd til nye ifolinger og nogle af de ting, jeg har på ønskelisten: Nyt hegn om den ene mark og læskure på markerne. 7-9-13.
Jeg har ikke fået føl i to år, og det betyder, at der ikke er gået penge ind på hestekontoen – til gengæld går der jo hele tiden nogle ud. For selvom jeg i grunden synes, at jeg holder mine heste på en helt almindelig og ikke luksuriøs måde, så er der altid noget at betale: Det årlige tandtjek og behandling, vaccine, ormekure, smed, foder og diverse tilskud (jeg har en tilståelse: Selvom jeg bilder mig selv ind, at jeg fodrer simpelt, så er jeg en af de der typer, der falder for alskens tilskud, som jeg propper i mine heste med de bedste intentioner men med et nedslidt dankort til følge).
Mine tanker går på, at der skal være en mening med hver hest i stalden: Enten skal den fungere som avlshoppe, være ridehest for mig eller det skal være en jeg satser på til senere salg. På sigt er det meningen, at jeg gerne vil have to-tre avlshopper og en ridehest, så det betyder reelt, at jeg har en eller to for mange i stalden pt. Så i løbet af de kommende år skal jeg finde ud af, hvem der skal være avlshoppe, hvem jeg vil ride på og hvem der skal sælges.
Men det handler ikke kun om penge. Jeg har altid sagt, at jeg ikke vil have flere heste, end jeg har tid til dem alle. Hestene er ikke en forretning for mig. Jeg vil have tid til at strigle, træne og hygge med dem alle sammen. Især føl og ungheste har jeg rigtig meget i hænder, for det mener jeg er enormt vigtigt, og samtidig elsker jeg det, så for mig vil det ikke give mening at få så stor en flok, at der kun er tid til det praktiske som udmugning og fodring.
Denne her vinter har været en af de gode. Der har stort set ikke været mudder på min fold, jeg er kommet i gang med at ride lidt, og som nævnt har dyrlægeudgifter været til at overse.
Så det sidste år har jeg faktisk ikke snakket så meget om at skifte hestebestanden ud med hamstere. Herhjemme har vi ind i mellem talt om, at hamstere ulig ville være nemmere, og min mand har endda lovet, at går jeg over til hamstere, så vil han sørge for al indhegning, ligesom han nok skal køre alt det hø ind, som vi skal bruge – at han så gør det i forvejen bare til hestene er jeg kun glad for.