Kærvangs Saga e. Gørklintgårds Santos/Romanov/Don Schufro. Hendes mor, Kærvangs Roma Nova, blev i sin tid beste hoppeføl på Blue Hors og i region 4, og var udtaget til eliteskue som 2-års. Foto: Privat

Lige for at gøre det klart, så er jeg ikke imod, at vi rider hestene til som 3-års. Jeg har heller ikke noget imod, at de skal gå sadelkåring. Men desværre synes jeg, at jeg igen og igen hører om ungheste, der presses så meget, at de får så alvorligere skader, at de begynder at reagere, så de bliver betegnet som ”uregerlige” eller, at man simpelthen opgiver dem. Bare i denne uge kender jeg til fire helt konkrete tilfælde.

Jeg har min ene hest opstaldet et sted, hvor der jævnligt kommer ungheste ind, som skal rettes op, fordi de er blevet fejlredet – og meget tit har hestene sagt fra ved enten at stejle, løbe eller bukke. Jeg kender avlere, der har måttet hente deres heste hjem fra professionelle træningsstalde, fordi hesten er blevet redet for hårdt i forhold til, hvad den kan klare både fysisk og psykisk  - og så er hesten blevet betegnet som dum og uridelig. Og mon ikke vi alle kender ungheste, der må trækkes fra sport pga. skader – heste som vi aldrig kommer til at høre mere til.

Det gør mig ked af det, men også en smule vred. Jeg synes, at vi alle har et ansvar for, at vi behandler hestene ordentligt. Problemet er ofte, at de unge heste hurtigt skal vise, at de ”kan noget” – i hvert fald, hvis det er heste, der skal sælges.

Jeg var forrige år til et avler-arrangement, hvor Bjarne Nielsen sagde, at det værste en hest kan være det er salgshest. Jeg har så tit tænkt på det efterfølgende. Og hvor er det rigtigt – desværre.

Som sagt har jeg ikke noget imod, at man sætter de unge heste i gang. Forskning viser faktisk, at de har godt af det – så længe det gøres stille og roligt.  Og det er nok her, at det glipper for de heste, der ikke klarer tilridningen og unghesteårene så godt, selvom det er gode og velgående heste. Der er ikke tid til pauser eller perioder, hvor der arbejdes meget let. De skal hurtigt vise store gangarter, flot holdning i nakken og somme tider rides der lige vel hårdt frem med ben og sæde, mens der er godt fat i tøjlerne – noget som kan være svært for unge heste at være i, og så må de sige fra.

I år har jeg som nævnt Saga og Safran, der skal tilrides. Det er kun Saga, der skal kåres i år, så hun kommer afsted her til marts, hvor hun gøres let ridevant. Jeg har valgt et sted, der gør det på sådan lidt ”horsemanships-maner”, for det har jeg det bedst med. Så skal hun afsted igen og rides af en dressurrytter forud for sadelkåring i august, og her har det også været super vigtigt for mig at finde et sted, hvor speederen ikke bare bliver trykket i bund. Jeg skal ikke risikere at få mine heste ødelagt, fordi de skal presses udover deres grænser – så hellere en lidt dårligere kåring men til gengæld en glad hest, der holder i længden.

Når jeg har mine allertristeste øjeblikke så tænker jeg, at jeg slet ikke har lyst til at avle, fordi jeg jo skal sælge ind i mellem – og jeg har faktisk ikke lyst til, at de skal ende hos ryttere, der presser dem for meget.

Men hvor vil jeg ønske, at det her var noget, som vi turde tale højt og åbent om. Både avlere, ryttere og avlsforbund. Vi skal sammen finde ud af, hvordan vi giver de unge heste de bedste vilkår for at blive gode, sunde og holdbare heste – det er jo det, det hele i sidste ende handler om.