Hvem skal have titlen som Årets Klub?

09-12-2024 15:42

Hvert år findes og hyldes årets klub, som tildeles en pris for sin særlige indsats i ridesporten. Nu er det blevet tid til, at alle klubbestyrelser og distrikter under Dansk Ride Forbund kan indstille netop dén klub, de mener, fortjener at vinde prisen 

Copyright Ridehesten.com
Hvem skal vinde titlen som Årets Klub 2023? Sidste år var det Harridslev Rideklub, der løb med titlen. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen

Uden klubberne under Dansk Ride Forbund, ville der hverken være rideskoler, stævner eller spændende aktiviteter. Derfor er klubberne altså uundværlige i dansk ridesport, og nu er det altså blevet tid til, at én af dem skal hyldes lidt ekstra. Derfor er titlen som Årets Klub en vigtig måde at hylde de mange rideklubber landet over, der gør en helt særlig indsats. 

Titlen og æren tilfalder en klub under Dansk Ride Forbund, der har gjort en særlig indsats for et eller flere områder i ridesporten i det forgangne år, og som kan virke som en inspiration for andre klubber. Indstillingerne kommer fra klubbestyrelserne og distrikterne, så det er altså også et stort skulderklap fra både bestyrelsesmedlemmer og distrikterne til dem. Vinderen af titlen hyldes og hædres på det årlige repræsentantskabsmøde i starten af det næstkommende år, altså i 2025. 

Alle klubbestyrelser og distrikter under Dansk Ride Forbund kan indstille en klub, som de mener, fortjener at vinde den fornemme titel som Årets Klub 2024. For at indstille til prisen, skal klubberne opfylde nogle særlige kriterier. Blandt andet skal klubben være medlem af DRF, de skal have ydet en særlig indsats indenfor en eller flere vigtige områder. Men hvilke områder kan det så være?

Copyright Ridehesten.com
Klubberne er vigtige for dansk ridesport. Hvem fortjener at vinde prisen som Årets Klub 2023? Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

Det kan blandt andet være, at klubben er gået nye veje indenfor rekruttering af nye medlemmer og/ eller har oplevet stor fremgang i klubbens medlemstal. Det kan også være, at klubben er gået nye veje indenfor medlemspleje og fastholdelse af deres medlemmer. Måske har klubben gjort noget særligt for at værdsætte og respektere det frivillige arbejde, der bliver udført i klubben, eller måske har klubben igangsat initiativer indenfor afvikling af stævner, der imødekommer rytternes ønsker. 

I indstiller jeres klub, eller dén klub, som I mener fortjener prisen som årets klub 2024 ved at udfylde denne formular, og sende til info@rideforbund.dk senest den 31. december 2024

Sidste år blev det Harridslev Rideklub, der blev kåret som Årets Klub. Harridslev Rideklub modtog prisen for at have gået nye veje ved at udvikle sig, investere og tænke nyt, så de på den måde formåede både at rekruttere men også at fastholde medlemmer. Derudover havde klubben indgået et samarbejde med BROEN Randers med det formål at støtte social udsatte unge i idrætsaktiviteter. Derfor havde klubben oplevet en medlemsfremgang på 66% i 2022, og det var altså én af grundene til, at de sidste år modtog prisen Årets Klub. 

Kilde: Dansk Ride Forbund. 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner