Hvem rider Damon Hill?

30-01-2015 12:37

Lige siden den populære tyske ekvipage Helen Langehanenberg og Damon Hill blev splittet op, er der blevet spekuleret i, hvem hingstens næste rytter måtte blive, og nu får vi det måske snart at se

Copyright Ridehesten.com
Damon Hill - her under Helen Langehanenberg under træningen ved WEG 2014.

Eurodressage.com beretter nemlig, at den nu 15-årige kårede hingst Damon Hill e. Donnerhall/Rubinstein, vil blive vist frem ved hingsteshowet Equitana i tyske Essen den 15. marts. Det vil blive hingstens første offentlige optræden efter den ikke længere rides af Helen Langehanenberg.

Partnerskabet mellem Helen Langehanenberg og Damon Hill, der blandt meget andet førte til dobbelt sølv og holdguld ved sommerens WEG, endte i november 2014, hvor hingsten blev flyttet fra Helen Langehanenbergs stald og hjem til sine ejere Melanie og Christian Becks, og her var det planen, at han skulle pensioneres fra sporten.

For bare tre uger siden offentliggjorde den tyske journalist Dieter Ludwig dog, at Damon Hill nu skulle være i træning hos Heiner Schiergen, hvor Becks’ datter Jil Marielle Becks rider. Schiergen har allerede flere af Becks’ heste i træning med henblik på salg, men der foreligger ingen information om, hvorvidt verdenshesten Damon Hill bare bliver holdt i form eller er i gang med forberedelserne til en ny karriere under juniorrytter Jil Marielle Becks.

Familien Becks har ikke udtalt sig om sagen, og det vides endnu ikke, om Damon Hill ved Equitana vil blive fremvist for hånd eller under (ny) rytter.

Kilde: Eurodressage

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner