Husker du at spise inden og under stævner?

25-02-2024 06:17

Lars Mars

Mental og fysisk træner, Lars Mars, kommer her med gode råd til at sikre din energi og ydeevne i forbindelse med træning og stævner

Copyright Ridehesten.com

I en koncentrationssport fyldt med mange detaljer kan energi i hjerne og krop have en stor betydning for ridningen. Alle har fokus på ponyen/hesten, men mange ryttere glemmer ofte sig selv.

Hvis hjerne og krop ikke er fyldt op med energi, vil det bl.a. have følgende konsekvenser:

  • Hvis man føler, at noget kan være svært, forstærkes denne tanke.
  • Hvis man er usikker eller nervøs, forstærkes denne følelse.
  • Hvis noget ikke går som håbet, vil skuffelsen og følelserne blive forstærket.
  • Mangel på overskud til at holde koncentrationen.
  • Mangel på overskud til at kunne fokusere på de små detaljer.
  • Mangel på overskud til at tænke frem til næste øvelse/forhindring.
  • Mangel på overskud til at hjælpe ponyen/hesten bedst muligt. 

Det hele hænger sammen og har en stor betydning for hinanden
En del af vores hjerne (krybdyrhjernen) er via instinkter skabt til at gå i ”alarmberedskab”, hvis den bliver usikker på, om vi er klar til en ”opgave/situation”, mentalt og fysisk.

Når vi har spist, drukket og trænet optimalt, skabes der ro og tryghed i hjernen, fordi vi har forberedt os bedst muligt. Men hvis vi mangler en af de bærende områder, vil det føles som, at hjernen forsøger at modarbejde det, vi gerne vil gøre, fordi den føler, at vi ikke er helt klar til ”opgaven”.

Erfaring
Gennem mange år og mange erfaringer, hvor jeg har hjulpet ryttere og andre sportsudøvere, er min klare erfaring, at rigtig mange glemmer eller føler ubehag ved at spise inden og under stævner. Mange forklare bl.a.:

  • At man er bange for, at mad og væske skal fylde i maven og give ubehag.
  • At man ikke har lyst/appetit til at spise pga. spænding og nervøsitet.

Jeg har stor erfaring med at nørde med detaljerne både fra egne sportspræstationer, fra mange forskellige sportsgrene samt fra at hjælpe mange ryttere og andre sportsudøvere til at opnå den bedste udvikling, de bedste præstationer og gode oplevelser.

Når jeg hjælper ryttere og andre udøvere, har jeg altid fokus på helheden, og at det hele har en betydning for hinanden, uanset om vi arbejder med den mentale eller fysiske del, og uanset om rytteren ønsker at skabe kompetencer til endnu mere udvikling og præstation, eller om vi arbejder med håndtering af eventuelle udfordringer, som kan hæmme udviklingen, præstationen og glæden.

Når mange arbejder med mentaltræning, så bliver der ofte kun skabt fokus på, hvordan man skal tænke, men hvis hjernen er presset, og der ikke er optimal energi til rådighed i hjernen, så bliver det svært at overbevise hjernen om, hvordan den skal håndtere forskellige mentale påvirkninger. Derfor er det vigtigt at have fokus på helheden, så energien konstant kan hjælpe og understøtte hjernen, så vi har det bedste overblik til at kunne tage de bedste beslutninger.

Det drejer sig ikke om kostplaner. Mit mål er at skabe en forståelse for, hvornår og i grove træk, hvad der kan være optimerende at spise i hverdagen, inden træning, op til stævne samt under stævner. Så rytteren har mest mulig energi til rådighed, uden at det fylder i maven.

Alle kan ride uden optimal energi i hjerne og krop. Det gør rigtig mange i forvejen, og mange har prøvet det, men hvorfor ikke give sig selv de bedste forudsætninger, både for udvikling og præstation samt at kunne hjælpe ponyen/hesten på den bedste måde.

Hvis noget ikke lige går som ønsket, kan mangel på energi påvirke hjernen ved bl.a.:

  • At man bliver frustreret og irriteret
  • At man bliver følelsesladet og kan have let til gråd
  • At man bliver sur på sig selv og på forældre, hjælper, træner og andre omkring sig
  • At man har svært ved at finde løsninger – og svært ved at fokusere på det, der gik godt

Så der er altså rigtig mange gode grunde til, at rytteren får spist og drukket optimalt inden og under stævner samt inden træning.

Drop energidrikke i de farvestrålende flasker/dåser
Grunden til, at man har lyst/behov for energidrik, er, at hjernen kalder på hurtig energi, fordi man ikke har fyldt nok brugbar mad og væske i maven.

Energidrikken kan være rigtig god lige, inden man skal ride, for at give hjerne og krop et ekstra, lille boost, men der anbefaler jeg ”energipulver", som blandes op med vand, og som er udviklet til sportsfolk (f.eks. High5) – og ikke læskedrikke fyldt med koffein.

Forældre
Forældre undgår ofte at vejlede/presse rytteren (barnet) til at spise for bl.a. at undgå diskussioner, men de gør tværtimod både rytteren/barnet og sig selv en kæmpe bjørnetjeneste fordi der bliver stor risiko for:

  • At rytteren ikke kan koncentrere sig optimalt.
  • At der ikke er overskud til at hjælpe ponyen/hesten optimalt.
  • At rytteren lettere bliver irriteret inden, under og efter ridningen – og at der derved opstår dårlig stemning. 

Læg en god plan, så du undgår ”hovsa-løsninger"
Uanset om det er i hverdagen, til træning eller til stævner, så er det bedst, at krop og hjerne får tilført brugbar energi jævnt fordelt over hele dagen.

  • Gør det let for dig selv: Planlæg tidspunkter til at spise og drikke , og hvad du skal spise og drikke, ud fra de tidspunkter, du skal ride.
  • Pak en ”madkurv” hjemmefra: Så du har alt det med, som du skal bruge til at hjælpe dig optimalt, så du undgår ”hovsa-løsninger”.
  • Hvis du skal meget tidligt hjemmefra: Så pak det, som du skal bruge til din morgenmad, aftenen inden, så du kan spise den inden afgang eller på vejen i bilen.

Rigtig god fornøjelse med optimering af din energi inden og under stævner
Du kan læse meget mere om mine forslag til optimering af rytteren og hjælp til mental sundhed samt optimering til sund udvikling og præstation.

På min blog på Ridehesten.com
På min hjemmeside: www.rytteroptimering.dk

Med sportslig hilsen

Lars Mars

Mental og fysisk træner samt optimering

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen