Trine Askjær-Jørgensen
I uge 28, nærmere bestemt fra den 7.-11. juli 2025, afholder Ung i Dansk Varmblod, den fedeste sommerlejr for dig og din hest/pony. Det foregår på Vilhelmsborg – Danmarks Nationale Hestesportscenter – Vilhelmsborg Alle 1, 8320 Mårslet.
Sommerlejren er for unge imellem 12 og 26 år, som er vilde med heste og har deres egen hest, som de vil modtage undervisning på i enten dressur eller springning tre gange i løbet af ugen.
Deltagerne bor i fine 2-3-personers værelser med bad og toilet, mens heste og ponyer opstaldes i faste bokse i stævnestalden – med mulighed for, at hesten/ponyen kan komme på fold hver dag.
Springundervisningen bliver ved berider Johnny Hansen og dressurundervisningen ved træner Annemette Holm Petersen fra AT Dressage. Du vil også få undervisning i hestens eksteriør (udseende).
Hesteagronom Martha Voss kommer på besøg og fortæller om, hvordan du bedst fodrer din hest. Hun har udviklet et foderspil, som deltagerne får lov at prøve.
Der kommer også en dyrlæge fra Højgård Hesteklinik i Aarhus, som fortæller lidt om, hvad det er vigtigt at være opmærksom på, når du skal købe hest, samt lidt om sygdomme hos hesten.
Der bliver en soigneringskonkurrence med fine præmier, undervisning i hvordan du mønstrer din hest med en lille konkurrence, ridetur i skoven, rundbold, masser at tid til samvær med din hest, hygge med andre, der elsker heste, og meget, meget mere.
Deltagerne spiser og samles i Den Gamle Smedie, hvor en del af undervisning og hygge også foregår.
Du kan læse mere om priser, tilmelding mv. på Ung i DV's hjemmeside.
Tilmeldingsfristen er den 15. juni 2025.