Trine Askjær-Jørgensen
Formålet med at have et register over Dansk Varmblods mest succesfulde avlshopper er bl.a. at sætte fokus på de stærke hoppestammer, som skal danne grundlaget for en succesfuld avl.
Det er op til ejer eller opdrætter at ansøge om at få tilkendt dette prædikat til deres avlshoppe på baggrund af hoppens resultater i avl og sport. Ansøgningen kan udfyldes på Dansk Varmblods hjemmeside, og der er nogle grundlæggende krav, som skal opfyldes af hoppen for, at det kan blive aktuelt at tildele hende status af elitehoppe.
Det er krav om frugtbarhed, kårede led i afstamningen og kåringsklasse, samt at hoppen skal have et hingsteafkom, som er udtaget til Dansk Varmblods Hingstekåring, eller en datter kåret i højeste kåringsklasse, DH. Hertil kommer et pointsystem, som er med til at afgøre, hvorvidt hoppen kan opnå status af elitehoppe. Der optjenes point alt efter, hvordan hoppens afkom er kåret, hvordan hendes afkom klarer sig i sporten, men også hoppens egen præstation i sporten tæller med.
To frister årligt
Det er gratis at ansøge om elitehoppestatus. Eftersom der de senere år har været stor interesse for dette, har sekretariatet i perioder modtaget mange ansøgninger, som skal behandles. Når ansøgningerne kommer i de meget travle perioder, har det været svært for de ansvarlige at følge med. Derfor vil ansøgningerne fremadrettet blive behandlet to gange årligt med forårs-deadlinen den 25. marts.
Læs mere på Dansk Varmblods hjemmeside og ansøg om elitehoppestatus her.