Huld hos sportshesten

22-10-2013 06:58

Hestens udseende kan være en indikator for dens indvendige sundhed. En skinnende pels, stærk muskeltonus, god hovkvalitet og ideel huld afspejler en stærk, sund hest, der skulle være klar til at præstere

Copyright Ridehesten.com
Modelfoto: Ridehesten.com

Sundhed og ernæring er begge essentielle i forhold til at støtte sportshesten til konsekvent at kunne præstere sit bedste.

Heste i mindre god form kan ikke opretholde en toppræstation over flere dage eller stævner. Nogle heste vil kompensere i en periode, men vil på et tidspunkt ikke længere kunne præstere på topniveau. De mest synlige tegn på, at en hest er i mindre end ideel huld er synlige ribben. Hvis hesten presses ud over, hvad kroppens fedtdepoter kan dække, vil muskelvævet nedbrydes for at generere de kalorier der er nødvendige for, at den kan arbejde. Dette tab af muskelvæv sker normalt først over ryggen og lænden og vil i sidste ende påvirke halsen, bagparten og skuldre.

Hvis der ikke er andre sundhedsmæssige problemer på spil, kan man forbedre hestens huld gennem kosten alene. Taber hesten sig eller har svært ved at holde huld, så kan det være en god idé at starte med at se på følgende:

- Tygger og synker hesten ordentligt? Hvis ikke, kan det være et tegn på tandproblemer.

- Er foderet af tilstrækkelig høj kvalitet og i tilstrækkelige mængder? Få evt. høet testet.

- Passer hestens foder til dens brug, alder mv.?

- Har hesten orm? Husk gødningsprøve.

- Er hesten rask? Er alt andet ok, kan det være en god idé at få dyrlægen til at undersøge hesten, for at finde årsagen til den manglende huld. Forskellige typer medicin (fx NSAID og antibiotika) kan have en negativ indvirkning på mave-tarmkanalen. Problemer med tænder og mund kan også give huldproblemer, det samme gælder fx tumorer, mavesår, kræft, betændelse i tyktarmen, kolik, alderdom, luftvejslidelser, forsk. kroniske lidelser og smerter.

En vægtøgning hos hesten opnås ikke kun gennem kalorier, men fra at give en komplet kost med essentielle aminosyrer, fedtsyrer, vitaminer og mineraler. Alle disse næringsstoffer spiller en rolle i forhold til hestens sundhed.

Kilde: The Horse

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner