LIVE: Hannoveranerhingstekåringen

18:08 Donkey Boss-sønnen Daan G. fra danske Helene Geervliet er blevet præmiehingst og solgt for 2 mio. euro til Helgstrand Dressage og tyske Schockemöhle!

Hospital bruger millioner på rideterapi

19-10-2011 09:26
Sclerosehospitalet i Ry har man i mange år benyttet rideterapi i behandlingen og har netop indviet en helt ny ridehal til 2,15 mio kroner
Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com.

Umiddelbart lyder det måske vanvittigt. Men på Sclerosehospitalet i Ry har man i mange år benyttet rideterapi i behandlingen. Hospitalet har netop indviet en helt ny ridehal til 2,15 mio. kroner. Her kan patienterne fremover få sig en ridetur på en af centrets tre heste. Den nye hal er opført med hjælp fra Sundhedsministeriet og Scleroseforeningen. Hvis det er muligt foregår rideterapien ude i Ry's smukke natur, men med det danske vejr er det en stor fordel også at kunne gennemføre ridningen inden døre. Den nye ridehal er desuden opført med en særlig grav til hestene, som gør det nemmere for hospitalets gæster at stige af og på. Sclerosehospitalet i Ry i Skanderborg Kommune indlægger cirka 450 mennesker om året, og mange af dem får tilbuddet om rideterapi. Centret har ansat to specialuddannede rideterapeuter, som tager sig af træningen. Mange af Sclerosecentrets gæster er dårligt gående på grund af deres sygdom. Rideturene styrker både krop og sjæl. - Man mærker hestens varme, og det store rolige dyr giver meget tryghed. Samtidig kommer man ud i naturen og bruger alle sine sanser, man hører fuglestemmerne og mærker vinden. Det betyder meget for mig, siger 72-årige Else Voight, der er på sit niende ophold på Sclerosecentret. - Jeg er fra Løgumkloster, men Ry er blevet mit andet hjem. Jeg glæder mig hver eneste gang, jeg skal herop, siger hun. Samtidig giver rideturene fysisk træning, som kan være svær at få på andre måder. - Når du rider forplanter hestens skridtbevægelser sig op i din krop. Du bruger hele tiden musklerne i ryg, mave og nakke til at justere kroppen med. Du laver faktisk 90-100 muskelbevægelser i minuttet, fortæller rideterapeut Margit Mortensen. - Du udfordrer også balancen, og vi laver øvelser med for eksempel at svinge med armene eller kropsdrejninger undervejs. Samtidig bliver sanserne stimuleret af det vi oplever undervejs, så det er en totaloplevelse” siger rideterapeuten. For nogen kan rideterapi måske lyde som en forholdsvis ny hospitalsbehandling, men Sclerosehospitalet i Ry har faktisk haft heste i mindst 36 år. Den tidligere ridehal måtte rives ned, da den efterhånden var så gammel, at den risikerede at styrte sammen. Kilde: Midtjyllands Avis via Dansk Ride Forbund.

Thomas Bach Jensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thomas Bach Jensen