Britt Carlsen
11 ekvipager mødes i omspringningen i finalen for 5-års heste, og der blev redet forrygende stærkt i kampen om medaljerne i verdensmesterkaberne for ungheste på Zangersheide i Belgien. Som man kan se i nyheden: Neej, vi er forfulgt af uheld, var der ingen danske ryttere og heste i finalen. Der var heller ikke, hånden på hjertet, nogle af de danske ryttere og deres heste, som kunne have fulgt med de irske og engelske ryttere i omspringningen. Det er imponerende så frygtløst der bliver redet i et opskruet tempo.
Det er sædvanligvis de irske ryttere, som er med helt fremme ved UVM for 5-års heste, og i år var ingen undtagelse. De to irske medaljetagere Jason Foley (guld) og Michael Pender (sølv) er hhv. 18 og 19 år, og de red som havde de stjålet hest og sadel. Ikke så sært at bronzevinder Emma Stoker kalde dem for irske "mad men".
Vinderen Jason Foley red sejren hjem på Rockwell RC e. Kannan registreret i ISH, og hestens opdrætter Ronan Byrne var selv tilstede for at følge sin hest på vejen mod sejr og modtage checken på de 5.000 euro, der følger med æren. Jason Foley vandt EM guld for juniorer sidste år. Der var usikkerhed om, hvorvidt han kunne ride på Zangersheide, for tre uger siden styrtede han og fik rykket sin skulder af led. Rideforbud afholdt ham ikke fra at ride VM, og ride "som en brækket arm" i omspringningen.
Sølvvinder Michael Pender vandt også sølv sidste år ved UVM, og han red Chacco Bay e. Chaccato (Oldb) for første gang ved et stævne, netop her på Zangersheide. Han udtrykte stor glæde ved hesten og dens kvalitet ved det efterfølgende pressemøde. Det samme gjorde bronzevinder Emma Stoker fra England, som i Skylandria Z e. Super Trooper de Ness reg. Z, har en hest med masser af kvalitet, og som vi så den i omspringning, stort mod på opgaven. Hun kom også ind på femtepladsen i mesterskabet med Orphea HQ e. Emerald van't Ruytershof (BWP)
Se resultatet HER