Anna Pørtner
Når det populære Horses & Dreams-stævne løber af stablen i Hagen senere i denne uge, fra den 22.-26. april, bliver det med en ganske særlig anledning. Det traditionsringe stævne kan nemlig fejre sit 20-års jubilæum og markerer samtidig starten på den internationale udendørssæson i Tyskland.
Siden sin begyndelse i 2006 har Horses & Dreams udviklet sig til et af forårets helt store tilløbsstykker. Med konceptet om skiftende partnerlande, en unik atmosfære på Hof Kasselmann og en kombination af sport i verdensklasse, show og udstillingsområde, har stævnet cementeret sin status som et af de mest populære i Europa.
I jubilæumsåret byder programmet igen på både international dressur og springning op til firestjernet niveau. Samtidig danner Hagen traditionen tro ramme om vigtige klasser for unghestene, nemlig Nürnberger Burg-Pokal og Louisdor Cup, hvor morgendagens Grand Prix-stjerner får mulighed for at vise sig frem. Netop disse klasser har gennem årene været springbræt for en lang række topheste og ryttere på vej mod den absolutte verdenselite.
I dressuren forventes der igen stærk international deltagelse, hvor blandt andre profiler som Isabell Werth igen sætter standarden i de spændende unghesteklasser, ligesom blandt andet de tre- og firestjernede klasser også får dansk deltagelse. Stævnet fungerer desuden som en vigtig pejling i en sæson, der som bekendt byder på verdensmesterskaberne.
Dansk deltagelse i både dressur og springning
Også de danske farver bliver flot repræsenteret i Hagen, og det både på dressurbanen og springbanen. Vi får glædeligt gensyn med nogle af vores allerdygtigste ryttere, og for nogle af dem bliver det første udendørsstævne i denne sæson, så her bliver det altså spændende at se, hvad vinterens træningslokaler har gjort ved formen.
I CDI4*-klasserne er der flere markante navne til start, men én af dem, der springer i øjnene, er Cathrine Laudrup-Dufour, der for første gang tager Mount St John Freestyle med til Hagen. Parret troner som bekendt FEI's verdensrangliste for dressurryttere i skrivende stund. Derudover kommer Daniel Bachmann Andersen til start med Flash Gordon 37, og så er unge Alexander Yde Helgstrand også på startlisten med Inspiration Pf.
Det er dog ikke kun de tre ovenstående, der skal i aktion i de firestjernede klasser, for også Sara Aagaard Hyrm, der for nyligt red sin allerførste World Cup-turnering, er til start, og hun får altså selskab af OL-reserven og EM-ryttere Nadja Aaboe Sloth. Derudover kommer Anna Zibrandtsen også til start i de firestjernede klasser.
I CDI3* deltager Cecilie Dybro Jensen og Katrine Kraglund, mens Valentin Munkedal repræsenterer Danmark i CDI1* som den eneste.
På springbanen er der ligeledes solid dansk deltagelse. I stævnets højeste klasser, CSI3*, ses ryttere som Zascha Nygaard, der netop lige har redet en topplacering hjem i Mexico. Hun får selskab af EM-finalist Caroline Rehoff Pedersen, mens Søren Pedersen og Søren Møller Rohde gør dem selskab, efter de begge har haft en suveræn vintersæson. Sidst men ikke mindst, stiller Renee Ulvsbjerg til start i de trestjernede klasser, og hun har altså også haft en særdeles stærk vintersæson, så det bliver spændende at se, om der kan følges op, når banerne rykkes udendørs.
I CSI2*-klasserne fortsætter en del af de samme navne, som i CSI3*, for springrytterne har nemlig flere forskellige heste med til start. I amatørklassen CSIAm-A er Rasmine Laudrup-Dufour blandt deltagerne, så her får hun og hendes hustru Cathrine Laudrup-Dufour altså igen mulighed for at ride ved samme stævne. Sidst de gjorde det, var under Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning i marts.
Med både et stærkt internationalt felt og en bred dansk deltagelse tegner jubilæumsudgaven af Horses & Dreams til endnu en gang at blive en markant begivenhed i ridesportens forårskalender.