Hørfrø og loppefrøskaller renser ud

21-11-2018 11:59

I forbindelse med foderskifte, ændringer i temperaturer samt overgang fra græs til hø eller wrap, har mange heste problemer med maven, hvor symptomerne kan være mild til svær diarre, eftersprøjt eller kolik

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Først og fremmest er det vigtigt at få afklaret med en dyrlæge, om hestens maveproblemer er alvorligt, som kræver medicinsk behandling. Årsagerne til fordøjelsesproblemer kan være mange, og der findes ikke en simpel måde at løse problemet på. For nogle kan det være et problem, der kommer og går, mens det for andre er et mere eller mindre kronisk efterårs- og vinterproblem. Manglende adgang til grovfoder eller andet fiberfoder, for store mængder stivelse og sukker i hestens foder, skimmelsvampe i grovfoderet eller sand og jord i tarmene er eksempler på årsager til problemer i tarmsystemet. Alle har forskellige løsninger. Det kan derfor være svært for både ejer, veterinær eller anden fagperson at finde den løsning, der fungerer bedst, og derfor kan det også være nødvendigt at prøve sig frem med forskellige tiltag.

Fibre er basen for en sund og velfungerende tarm
Fibre findes primært i hestens grovfoder. Halm og frøgræs bør under normale omstændigheder ikke tælle med, da en stor andel af disse fibre er ufordøjelige for hesten, selvom specielt halm kan være et udmærket supplement for ekstra tyggeaktivitet. Det skal dog i denne forbindelse nævnes, at sommeren 2018 har været noget atypisk i forhold til de generelle anbefalinger, og netop i år har det analyserede frøgræs og halm vist en noget højere foderværdi end andre år, og derfor kan det godt medregnes i det daglige foder til heste, selvom det fortsat ikke anbefales at udgøre mere end 30% af det daglige grovfoder. Anbefalingerne for daglig tildeling af grovfoder er 1,5 kg. tørstof pr. 100 kg. hest, hvilket betyder, at en hest på 500 kg. bør få mindst 7,5 kg. tørstof pr. dag. Hvis der fodres med wrap med 75 % tørstof, så skal der i alt gives ca. 9,5 kg. wrap om dagen, såfremt hesten ikke får andet grovfoder. For at kunne regulere hestens vægt og muskulatur bedst muligt, er det vigtigt at se på, hvad grovfoderet inderholder, så der kan laves en mere balanceret og afstemt foderplan. Dette gælder både, hvis hesten har tendens til at blive for tyk og for tynd. Snittet hø og lucerne eller opblødte hø- og lucernepiller i krybben kan bruges som et alternativ til det almindelige grovfoder i tilfælde af dårlig kvalitet eller manglende næringsmæssigt indhold. Derudover leverer produkter med tørret græs og urter også god tyggetid og højere fiberindhold, hvilket giver en større diversitet til hestens tarmflora. Diversitet til tarmen kan ave en afgørende betydning for hestens velbefindende og foderudnyttelse. Opblødes det i vand giver det samtidig en god og langvarig mæthedsfornemmelse og kan med fordel gives til natten, hvor hesten ofte står mange timer uden adgang til foder.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Hørfrø og loppefrøskaller renser ud og understøtter slimhinden
Hørfrø har et højt indhold af omega-3 og -6 fedtsyrer, som er velegnede til understøttelse af tarmfunktionen samt at fjerne inflammation og reparere slimhinden i tarmen. Derudover danner hørfrø en del slimstoffer, når det blandes med vand eller kommer i kontakt med væsken i tarmsystemet. Slimstofferne binder og indkapsler sand og jord i hestens tarmsystem og fører det ud med gødningen. Loppefrøskaller er et rent fiberprodukt, som effektivt transporterer sand ud af tarmen, men har ikke samme høje indhold af fedtsyrer.

Vil du vide mere om, hvad du kan gøre for at din hest får balance i tarmsystemet? Så find denne måneds udgave af magasinet Ridehesten frem, hvor Cand. Agro Chrstina Kryder Pedersen fra St. Hippolyt giver gode råd.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner