Marie Helene Rigård Rohleder
Denne artikel er første gang udgivet i Ridehesten juni-nummeret 2021.
Dyrlæge og ph.d.-studerende ved Institut for Klinisk Veterinærmedicin, Københavns Universitet Katrine Toft forklarer, at coronavirus for heste og mennesker IKKE er det samme.
Hestens coronavirus smitter ikke mennesker, ligesom menneskets coronavirus ikke smitter heste. Corona er navnet på en type virus, som har sit navn efter sit takkede udseende, der minder lidt om en krone. Der findes således et antal undertyper af coronavirus, som inficerer forskellige dyrearter og giver anledning til forskellige typer af sygdom.
Der findes bl.a. også en coronavirus for hunde, katte, kvæg og kameler. Udover at være samme type virus har coronavirus hos heste og mennesker i øvrigt ikke så meget tilfælles. Menneskets coronavirus giver anledning til luftvejssygdom, mens hestens coronavirus angriber tarmsystemet.
Helt specifikt er det primært tyndtarmen, der angribes, og hesten udvikler tyndtarmsbetændelse, også kaldet enteritis.
Symptomerne på infektion med coronavirus opstår mellem 48-72 timer efter smitte og kan variere i intensitet. En stor procentdel af inficerede heste er helt symptomfrie, mens de mest almindelige symptomer er ophørt ædelyst, nedstemthed og feber.Mere sjældent ses kolik eller diarré.
Sygdommen er selvbegrænsende, hvilket vil sige at hesten kommer sig af sig selv. Sygdomsforløbet er oftest kort, fra et par dage op til en uge. Der vil ofte være flere heste i samme stald eller på samme fold, der bliver syge på samme tid eller kort efter hinanden.
Overordnet set er der ikke grund til at blive meget bekymret, hvis ens hest smittes med coronavirus. Som nævnt tidligere har virusset sandsynligvis floreret blandt danske heste i mange år, og mange heste har nok haft infektionen, uden at der blev stillet en diagnose, fordi symptomerne er diffuse, men samtidig milde og ikke altid behandlingskrævende.
Indimellem er der dog heste, som bliver mere alvorligt syge af coronavirus og måske endda har behov for indlæggelse på et hospital. Hvor syg hesten bliver, kan bl.a. afhænge af dens immunforsvar, og om den fejler noget andet samtidigt.
Når der er behov for indlæggelse, er det ofte, fordi hesten har udviklet diarré, bliver dehydreret og har behov for væsketerapi. Derudover er det som nævnt et hyppigt symptom, at hesten mister ædelysten, og den kan derfor have behov for tilførsel af ekstra næring, f.eks. via et glukosedrop eller sondefodring.
Hestens coronavirus kan, ligesom menneskets, diagnosticeres ved en PCR-test. Testen laves på en frisk gødningsprøve, som dyrlægen sender til et laboratorium for analyse.
Behandlingen afhænger af hestens symptomer. Eftersom der er tale om en virusinfektion, kan man ikke behandle med antibiotika, og behandlingen er derfor støttende og fokuseret på at lindre symptomerne samt opretholde en normal væske- og energibalance, indtil hestens immunforsvar har bekæmpet infektionen.
Læs hele artiklen af dyrlæge Katrine Toft i Ridehesten juni-nummeret fra 2021, som kan købes HER.
Denne artikel er udarbejdet på baggrund af spørgsmål, som Ridehesten har modtaget fra sine læsere angående hestens coronavirus. Til besvarelse af spørgsmålene er der taget udgangspunkt i eksisterende videnskabelig litteratur samt i et bachelorprojekt fra 2020, udarbejdet af dyrlægestuderende Sabrina Melissa Brink og Isabella Maria Damgaard Bartholdy, som har opsummeret den nuværende viden om hestens coronavirus fra både Danmark og udlandet.
Artiklen er skrevet af dyrlæge og ph.d.-studerende ved Institut for Klinisk Veterinærmedicin, Københavns Universitet, Katrine Toft.
I kan læse artiklen i dens fulde længde i Ridehesten juni-nummeret 2021. Køb det her.