Højt grundtempo og snævre vendinger fra Nina Broen

06-03-2025 18:27

VIDEO: Krafft Tour of Amateurs er en rigtig publikumsmagnet, og i dag var ingen undtagelse da tilskuerpladserne var stuvende fulde 

Copyright Ridehesten.com
Nina Broen med Legend CSI. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Der var lagt op til fart og spænding i Krafft Tour of Amateurs helt fra start, da vinderen fra gårsdagens runde havde fået æren af at være første rytter i dagens afdeling. Der var tale om en springning i metode A, og klassen skulle vise sig at vende fuldstændig rundt på placeringsrækkefølgen set i forhold til onsdagens afdeling.

Det blev nemlig ikke i dag, at Liv Papageorgiou Veiler igen kunne lægge sig ind i toppen af klassen. I dag red hun en tur uden de snævre vendinger, som sendte hende i top i går. Men hun kunne indkassere endnu en flot fejlfri tur. Klassens anden rytter var gårsdagens andenplads, så her var der igen mulighed for at se fart helt fra start af – det var Line Foldager Madsen med Ragazza van de Dennehoeve e. Lavallino Ter Klomp/ Andiamo Z. Her faldt der dog en bom i starten af banen, og den holdt hende altså ude af topplaceringerne i dag. 

I lighed med første afdeling af Krafft Tour of Amateurs, skulle vi ned i den sidste halvdel af klassen, før vi kunne finde de tre bedste ekvipager i dagens klasse. Indtil da var det den ene rytter efter den anden, som blev ved med at være hurtigere end den foregående. 

Med start nr. 16 kom gårsdagens tredjeplads, Dorthe Kristiansen med Crystal Knight e. Class de Luxe/ Acobat II. Hun ville gerne ind i spidsen af klassen i dag, og det lykkedes, da hun fik krydset målstregen i tiden 54,33 sekunder. Den tid lykkedes for hende, uden at hun red indenom til nr. 9, som det var lykkedes Freja Hersdorf Jensen med Eddyboy e. Silverstone/ Kennedy, der nu var henvist til den foreløbige andenplads. 

Copyright Ridehesten.com
Dorthe Kristiansen med Crystal Knight. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

Nina Broen og Legend CSI e. Numero Uno/ C-Indoctro var dog virkelig hurtige. De holdt et højt grundtempo hele vejen, og samtidig red Nina så snævert rundt, at hun lagde sig i spidsen af klassen med fantomtiden 50,41 sekunder. Den tid skulle vise sig at være så suveræn, at ingen af de andre ryttere kunne nærme sig.

Copyright Ridehesten.com
Nina Broen med Legend CSI. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

En enkel rytter gav det dog et rigtig godt forsøg. Det var Kamille Olivia Rosenstand og DV-hesten Aponumero e. Numero Uno/ Bøgegårdens Apollo (opdr. Peder Frederiksen), som gjorde alt hvad hun kunne, og med en tid på 52,97 sekunder sikrede hun sig andenpladsen. Med det blev det altså Nina Broen, der vandt anden afdeling af Krafft Tour of Amateurs foran Kamille Oliva Rosenstand på andenpladsen og Dorthe Kristiansen på tredjepladsen. 

Copyright Ridehesten.com
Kamille Olivia Rosenstand med Aponumero. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Kun været på stævnebanerne i kort tid
Nina Broen er ikke en af dem, som man oftest møder på stævnebanerne. Nina er 43 år gammel, og selvom hun har haft hest i mange år og tidligere har redet jagter, så er det med at ride stævner relativt nyt for hende. Det er kun 4,5 år siden, at hun red sit allerførste stævne, og det er kun halvandet år siden, at hun red sin første LA. Hun har aldrig været i Herning før, så det er en ganske særlig oplevelse at være med og se dette kæmpe arrangement for første gang. Det er ikke ofte, at man møder en, der begynder at ride stævner så sent i livet, selvom at kærligheden til hestene har været der hele livet. 

Hør hende selv fortælle om, hvordan det er at være med til dette stævne i videoen herunder:

Klassens resultat. 

Stævnets start- og resultatlister. 

/ DV Event. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner