Jytte Lemkow
Trods vidunderligt forårsvejr havde mange mennesker sat deres søndag eftermiddag den 1. April af til Yorks Stutteriets hingstedag hvor man for 15 gang viste hvad huset formår både i fuldblodsavlen og i varmblodets ditto. Hos de ædle væddeløbsheste er det nu 17 årige Richard of York xx der stadig er stutteriets bærende kraft suppleret af 7 årige Academy Award xx, medens Kaiser Wilhelm som gør sig mere og mere gældende i dressur på Grand prix Niveau er stutteriets ledende hingst indenfor varmblodsavlen sammen med forædleren Esteben xx . De to lovende firårshingste Gagarin og Squerdancer er for et år taget ud af avlen for at hellige sig deres ridemæssige uddannelse, men publikum fik alligevel at se hvorledes de begge har udviklet sig markant siden sidste år. Det skal blive spændende at følge dem på dressurbanerne når unghesteklasserne begynder her til sommer. Som altid er det Nick Elsas himself der kommenterer slagets gang med entusiasme og humor medens hele stutteriets stab som har været i gang fra morgenstunden har nogle travle timer i stald og i ridehus for at alt skal klappe med sædvanlig York præcision, stil og elegance.