Hesteverden skal blive bedre til at snakke sammen

22-04-2018 11:35

Marie Helene Rigård Rohleder

Camilla Stormont driver et adfærdscenter for heste. Hun interesserer sig for alle dele af hesteverdenen og forsøger hver dag at blive klogere. For det er gennem erfaringsudveksling og dialog på tværs af discipliner, at vi skaber den bedste hestevelfærd

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Camilla Stormont er en hestenørd. Hun er selvstændig og driver et adfærdscenter for heste på Fyn. Camilla har haft med heste at gøre hele sit liv, og de sidste fem år har hun arbejdet fuldtid med at træne alle slags heste med alle slags udfordringer.

“Jeg har en drøm om at skabe Danmarks største adfærdscenter for heste. Jeg henvender mig til alle typer af hestefolk, fordi vi forhåbentlig har den samme målsætning: Jeg har et problem med min hest, som jeg gerne vil have hjælp til,” siger Camilla Stormont.

Viden er vejen frem
Camilla Stormont vil blive klogere. I dag er hun igang med at tage Equine Science uddannelse fra Colorado State University i USA som fjernstudie. Hun er tidligere cheftræner på hesteinternatet Nyt Hesteliv, og så har hun undervist voksne og børn i hesteverdenens mange discipliner de sidste 10 år.

Vi skal lære af hinanden i den danske hesteverdenen. Sådan lyder budskabet fra Camilla Stormont, som efterspørger dialog og erfaringsudveksling på tværs af discipliner.

“Jeg synes, at den danske hestebranche er blevet virkelig opdelt og fingerpegende. Vi skal kommunikere med hinanden og lære af hinanden. Jeg vil selv rigtig gerne høre på, hvad andre hestefolk har af viden om heste. Det eneste jeg forlanger, er, at folk kan fortælle, hvorfor de gør, som de gør,” siger Camilla Stormont.

Filmstjerne eller hestepige?
Camilla startede som ganske almindelig hestepige og fik sin første pony som 3-årig. Indtil hun fyldte 17 år red hun spring og dressur, og drømmede ligesom så mange andre hestepiger om at gøre karriere inden for dansk ridesport.

Men en spirende interesse for tv- og underholdningsbranchen kaprede Camillas opmærksom for en kort stund, og hun solgte sine rideheste og flyttede til København. I mellemtiden købte Camilla sin gamle pony Dino tilbage, da vallakken havde fået kissing spine og stod til aflivning. Men hvad skulle hun bruge en pony til, som hun ikke kunne ride på?

“Som teenager var jeg meget hård ved mine heste og klappede dem en i røven og trak hårdt i tøjlen, når de ikke hørte efter. Men da jeg fik Dino tilbage, begyndte jeg at jordtræne ham. Det skift gjorde noget helt vildt ved både Dino og jeg. Vi blomstrede op, og en ny del af hesteverdenen åbnede sig,” siger Camilla Stormont.

Med den ene fod i flyveren på vej til Los Angeles, for at kickstarte karrieren i filmbranchen og den anden fod i ridestøvlen, stod den nu 18-årige Camilla ved en skillevej.

Hun valgte hestene, blev cheftræner for Nyt Hesteliv, og hun har ikke fortrudt det et sekund siden.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Fra den ene yderlighed til den anden
I dag er Camilla 27 år. Hun har 20 heste på sin gård i Ørbæk på Fyn, og derudover underviser hun børn og voksne i ridning, spring, dressur, agility, jordarbejde og godt management med heste. Desuden træner hun adfærdsvanskelige heste, har onlinekurser, underviser på Nyt Hesteliv og har næsten 14.000 følgere på Facebook.

For alt i Camillas liv drejer sig om hest.

Camilla Stormont er en ung iværksætter med et bankende hjerte for den gode hestevelfærd. I sit unge liv har hun gennemgået en rejse fra den ene yderlighed i den danske hesteverdenen til den anden.

“Jeg fik fra at ride med sporer og træk i tøjlen til at syntes, at bid og sadel var synd for hesten. På det tidspunkt mødte jeg resten af hesteverdenen med korslagte arme, fordi jeg nærmest syntes, at alt hvad vi gjorde mod hestene var synd,” fortæller Camilla Stormont.

Den gyldne mellemvej
Fra spring- og dressurstævner til blomster og bidløs ridning. I dag har hestehovene lavet en parade på en solid mellemvej. For Camilla har en ustoppelig nysgerrighed og energi på at blive klogere på alle dele af hesteverdenen.

Camilla indså hurtigt, at du ikke behøvede at vælge mellem traditionel ridning og den mere alternative hesteverdenen. Personligt bruger Camilla ikke ordet “Horsemannship”, fordi hun mener, at det er blevet et forkvablet ord, som ingen rigtig kan finde ud, hvad betyder.

“Min mellemvej i hesteverdenen er en erkendelse af, at alt hvad jeg gør påvirker min hest. Næsten alt hvad min hest gør er et billede af, hvordan jeg har opdraget den. Vi skal have viden om hestens krop og adfærd: Hvordan fungerer hesten? Når du først ved det, så kan du bedre kommunikerer med din hest,” siger Camilla Stormont.

Heldigvis ønsker langt de fleste hestefolk det bedste for deres heste. God hestevelfærd opnås gennem viden og erfaring. Camilla kæmper for, at vi bliver bedre til at snakke sammen og erfaringsudveksle på tværs af discipliner, avlsforbund og rideskoler.

“Vi når længst med dialog,” afslutter Camilla Stormont.  

Artiklen har tidligere været bragt på everhorse.dk 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner