Hestens Værn tildeler Birgitte Tribler velfærdspris

27-12-2025 11:15

TD'er i Dansk Ride Forbund Birgitte Tribler har i den seneste tid været igennem en omstridt retssag, og som et tegn på vedholdenhed og arbejde med at sikre hestevelfærden, tildeler Hestens Værn hende nu deres Hestevelfærdspris

Copyright Ridehesten.com
TD'er Birgitte Tribler er blevet tildelt Hestens Værns Hestevelfærdspris. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Birgitte Tribler har i den seneste tid været igennem en omstridt retssag, og til trods for, at hun fik medhold i sagen og blev frifundet, er det endnu ikke ovre. Sagen er nemlig blevet anket. Som et tegn på hendes vedholdende indsats for hestevelfærd i netop denne sag, tildeler Hestens Værn hende nu deres Hestevelfærdspris

Hestens Værn tildeler Hestevelfærdspisen til TD'er Birgitte Tribler for hendes vedholdende arbejde med at sikre, at hestevelfærd altid er i fokus ved ridestævner og konkurrencer. Prisen uddeles ved særlige lejligheder til personer, der har ydet en særlig indsats for hestevelfærd. 

Birgitte Tribler modtog beskeden om tildelingen med stor overraskelse og ydmyghed. For hende betyder anerkendelsen meget, selvom hun beskriver sit arbejde som en naturlig del af hendes ansvar. 

Birgitte Tribler virker som teknisk delegeret (TD) og er udsendt af Dansk Ride Forbund. TD'ernes opgave er at rådgive, vejlede og sikre, at heste, der deltager i stævner og ved konkurrence er fit to compete. Arbejdet foregår primært på opvarmningsbanerne og rundt på stævnepladsen, hvor TD'erne skal sikre, at hestene rides og håndteres i overensstemmelse med Dansk Ride Forbunds retningslinjer. 

En central del af rollen er at være synlig og tage ansvar, når forhold skal ændres. Arbejdet handler blandt andet om at beskytte hestene mod ubehag, smerte og angst samt at sikre, at rytternes ambitioner og frustrationer ikke går ud over hesten. Sund fornuft og forebyggelse af potentielt farlige situationer er afgørende, da det er store og følsomme dyr, vi har med at gøre. 

Ifølge Birgitte Tribler er hestevelfærd et fælles ansvar for alle, der færdes i rideverden. Reglerne gælder ens for alle, og det er nødvendigt, at der er personer til stede, som tør sige fra, når noget ikke er i orden. At gå på kompromis med hestevelfærd er ikke en mulighed for Birgitte Tribler. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Motivationen for at fastholde indsatsen, også når der mødes modstand, ligger i overbevisningen om, at reglerne skal overholdes, og at hestens tarv altid skal komme først. 

Birgitte Tribler håber, at hendes indsats kan inspirere andre i sporten til at reagere, hvis de oplever handlinger, der går ud over hesten. At forholde sig passivt er i praksis at acceptere handlingen, og derfor er det vigtigt at tage dialogen og stille spørgsmål. 

Hendes budskab til ryttere og officials er klart: Hesten skal betragtes som en samarbejdspartner. Uddannelse er en lan proces uden smutveje, hvor tid, forståelse og hensyntagen til den enkelte hests forudsætninger er afgørende. Ingen heste er ens, og alle har deres individuelle begrænsninger, som der skal tages hensyn til. 

Hestevelfærdsprisen tildeles Birgitte Tribler som anerkendelse af hendes konsekvente og værdibårne indsats for at sikre gode forhold for hestene og for at styrke fokus på ansvar og omsorg i ridesporten. 

Uddelingen af Hestens Værn Hestevelfærdspris vil finde sted i det nye år. Nærmere information om tid og sted vil blive offentliggjort på et senere tidspunkt. 

/Pressemeddelelse. 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen