Hestens Værn bekymret for vinteren efter tørken

17-09-2018 13:14

Camilla Tiefensee Schrøder

Den tørre sommer har resulteret i, at Hestens Værn har haft 25 % flere sager end normalt. Bekymringen er nu, at stigende priser på grovfoder kan få tendensen til at fortsætte i vinterhalvåret

Copyright Ridehesten.com
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

Sommeren plejer at være den tid på året, hvor Hestens Værn har mindst at lave, fordi de heste, der af den ene eller den anden grund ikke bliver fodret nok af deres ejere, som regel kan klare sig med det græs, de spiser på folden. Men sådan har det ikke været i år på grund af tørken.
– Når græsset er brændt helt af, som det har været i år, så er de udsatte heste ikke lige så velnærede. Derfor har der været langt flere dyreværnssager og flere anmeldelser om tynde heste end normalt, fortæller Mette Boas Springborg, som er bestyrelsesmedlem i Hestens Værn.

Organisationen har meldt ud på sin facebookside, at der i forhold til de tidligere år har været 25 % flere sager, hvor de har måttet rykke ud til heste, som manglede vand eller mad. De frygter, at tendensen vil fortsætte ind i efteråret og vinteren:

Nyheden fortsætter efter annoncen


– Hvis priserne på grovfoder stiger, så vil dem, der i forvejen ikke bruger så mange penge på foder til deres heste, søge dårligere alternativer eller måske ikke købe nok. Det kan resultere i, at flere heste ikke får rigtigt eller nok grovfoder hen over vinteren, siger Mette Boas Springborg.

Manglen på græs i løbet af sommeren vil desuden betyde, at et større antal heste end normalt vil være i risikogruppen, mener Hestens Værn:
– Flere heste vil komme dårligere ind i vinteren, end de ellers ville have gjort, fordi de i forvejen har været tynde hen over sommeren. Derfor kan vi godt frygte, at der kommer flere sager end normalt her til vinter også, slutter Mette Boas Springborg.



 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner