Hestemisbruger taget på fersk gerning

25-10-2020 14:09

Natten til torsdag havde en 28-årig mand skaffet sig adgang til en stald, men blev af staldens ejer afsløret i at berøre en af hestene. Efter en halvtimes jagt kunne Nordsjællands Politi anholde manden, der står over for en række alvorlige sigtelser, herunder overtrædelse af dyreværnsloven

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Lokalavisen skriver, at en 28-årig mand  er mistænkt for seksuelt overgreb på hest, efter han ved 2-tiden natten mellem onsdag og torsdag havde skaffet sig adgang til en hestestald på Hede Enge i Smørum. Her blev han af staldens ejer afsløret i at stå og røre ved en af hestene, og ifølge staldejerens observationer var der tale om berøring af seksuel karakter.

Efter afsløringen fulgte en meget dramatisk halv time, inden gerningsmanden kom i politiets hænder. I første flugt efterlod den 28-årige sin bil ved stalden og flygtede til fods. Det fik staldens ejer til at flytte sin egen bil, så gerningsmandens bil ikke uden videre kunne flyttes. Inden længe dukkede en taxa op på stedet, og gerningsmanden sprang ud og over i sin egen bil, som han i desperation påkørte staldejerens bil så voldsomt, at den blev flyttet, så han kunne køre fra stedet.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Ikke desto mindre lykkedes det politiet, der patruljerede området, at spotte  gerningsmandens køretøj og bringe det til standsning, hvorefter manden blev anholdt.

Der afventes nu svar fra en blodprøve vedrørende narkopåvirkning, og samtidig skal politiet vurdere, om man har mulighed for at sigte den 28-årig for seksuelt overgreb på hesten. Lokalavisen skriver, at den anholdte udover en lang række sigtelser som narkobesiddelse, kørsel i frakendelsestiden, forsætlig påkørsel og brugstyveri, muligvis bliver sigtet for overtrædelse af dyreværnsloven.

Hændelsen er sket blot seks uger efter, at en endnu uidentificeret mand natten til den 11. september trængte ind i stalden på Holbæk Rideskole, hvor han på bestialsk vis mishandlede en drægtig hoppe så voldsomt, at den måtte aflives den følgende morgen. Denne gerningsmand blev filmet af rideskolens videoovervågning, og hestens ejer har udlovet en dusør for oplysninger, der kan føre til pågribelse af gerningsmanden.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner