Annika Knudsen Lorentsen
Det var en frygtelig ulykke der onsdag aften endte med at tage livet af en 31-årig mand efter han kørte frontalt ind i en firhjulstrækker med hestetrailer. Personerne i firhjulstrækkeren er også meget medtagede, og det samme gælder de to heste der stod i traileren. Den 31-årige mand, som var fradømt sit kørekort, var i færd med at overhale flere biler, da han kørte frontalt ind i bilen med hestetraileren.
Hestene er ikke okay
Selvom den første udmelding lød på, at der ikke skete noget med de to heste i traileren, er virkeligheden en anden.
– Jeg er meget taknemmelig for, at de overlevede ulykken, hvilket udelukkende skyldes, at vi lige har købt en ny trailer af meget høj kvalitet. Jeg vil opfordre andre til at montere en slingerkobling på deres trailere, for det var det som gjorde, at traileren ikke blev hængtet af bilen i denne situation, forklarer ejeren om ulykken og fortsætter:
– Begge heste er stadig i chok, den ene er syet med 18 sting i hovedet og også andre steder. Begge heste er forslåede, ømme og hævede i hovedet og på kroppen. De får brug for massiv pleje og behandling for at komme sig, og det kommer til at tage lang tid.
En stor tak til dem der hjalp
Ejer og fører af bilen, som selv stadig er indlagt på Rigshospitalet efter det voldsomme sammenstød, er meget taknemmelig for den hjælp hun fik.
– Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sende en stor tak til de hestekyndige, specielt én mand, der var tilstede ved ulykken. Han stod i flere timer for at berolige hestene til de kunne komme ud af traileren. Jeg vil også gerne sige tak til de personer der midt om natten kom med en trailer og fik kørt hestene hjem. Det varmer mit triste hjerte at møde sådan en hjælp fra fremmede mennesker, som virkelig viser at hestefolket vil hjælpe hinanden.