Hest aflivet efter trafikulykke

20-10-2015 13:22

Britt Carlsen

Søndag eftermiddag måtte en hest aflives på stedet, da den blev involveret i en trafikulykke udenfor Viby, heldigvis slap rytteren med knubs

Copyright Ridehesten.com
Selv de mest trafikvante heste kan reagere uforudsigelig på landevejen. Modelfoto: Ridehesten

Hvad der helt præcist skete, da en 26 årig rytter var ude at skridt på sin hest på Assendløsevejen udenfor Viby søndag eftermiddag står ikke helt klart. Rytterens 16-årige hest var midt i et genoptræningsforløb, hvor den skulle gå på fast bund. Det er en rolig hest, som er vandt til at færdes i trafikken. Ulykken sker ved en cikane, hvor bilerne tvinges ned i fart fra landevejs kørsel til bykørsel. Det betyder bilen skal slå et slag i egen bane, og for at give plads trak rytteren op på fortovet. Bilisten vurderede, at hesten virkede rolig og så passerede de to trafikanter hinanden.

Rytteren er ikke helt klar over, hvad der derefter skete, og det er bilisten heller ikke, fortæller Linda Linnemann, der er rytterens veninde. - Hun følte det som om hesten fik et puf, hesten reagere og bil og hest kolliderer voldsomt, fortæller Linda. Hesten brækker forbenet ved ulykken, og bliver hurtigt aflivet af en tilkaldt dyrlæge. Rytteren, der er iført sikkerhedsvest og ridehjelm, får nogle knubs og bliver kørt til skadestuen for nærmere undersøgelse. Bilens chauffør slap uskadt fra ulykken og der var blot mindre skader på bilen. 

- Rytteren slap med knubs, men med kraftige ar på sjælen. Det var hendes første hest og det er en skrækkelig oplevelse at se sin bedste ven stå der, med et brækket ben, bemærker Linda som opfordrer bilister til at vise hensyn i trafikken. -Heste er store og uforudsigelige dyr, så sænk farten og giv plads. Der burde faktisk mere fokus på dette, når man tager kørekort. Og så skal bilisterne lære, at selv de mest trafikvandte heste kan blive skræmt og reagere helt uforudsigelig, slutter Linda Linnemann.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner