Maja Golles
Senest har en række anmeldelser i Nordjylland med chokerende billeder af afmagrede heste spærret inde i en lade sat dyrevelfærdsforeningen på overarbejde. Et større detektivarbejde har nu reddet to af hestene fra det mørke liv i laden. Foreningen nyt Hesteliv modtog i sidste uge flere anmeldelser af hestevanrøgt fra brugere af hjemmesiden hestegalleri.dk. En annoncør havde indrykket en salgsannonce med overskriften ”billige plage”, men billederne i annoncen viste på ingen måde salgsegnede dyr. Billederne viste derimod heste spærret inde i en lade, uden adgang til hverken foder, vand eller dagslys. ”Den lade ligner mest af alt et torturkammer for dyr”, udtaler Janne Junker, der er formand for Foreningen nyt Hesteliv. ”Der er ingen tvivl om, at hestene har haft det forfærdeligt. Det er en ekstremt alvorlig sag”. Billederne viser heste bundet i snerrende jernlænker omkring halsene med nøgne sår, hvor pelsen er skællet af i store totter. Heste med gamle sår på de tynde flanker og med en beskidt, forhutlet pels, der vidner om, at der ikke findes et tørt leje i stalden, hvor hestene kan ligge ned. Der er ingen strøelse, og hestene er tvunget til at stå op døgnet rundt eller lægge sig i skidtet. Ingen ved, hvor lang tid der er gået, siden de har set dagslys eller haft mulighed for at bevæge sig i det fri. Opklaringsarbejde Sagen om hestene fra hestegalleri.dk blev øjeblikkeligt anmeldt til Nordjyllands Politi på baggrund af de frygtelige billeder. Herfra startede en større optrevling af sagen i søgen efter de indespærrede heste. Annoncen på hestegalleri.dk var lukket ned og adressen utilgængelig. To af de i alt 15 heste blev lokaliseret og købt fri af det usle liv bag lukkede døre af Foreningen nyt Hesteliv, hvor de nu kan tilbringe resten af deres liv. Et stigende antal sager Sagen fra Nordjylland er desværre kun en enkelt ud af en række alvorlige vanrøgtsager denne vinter. Senest har en anmeldelse på Vestsjælland ført til fundet af flere heste i elendig stand på en fold fuld af skrammel. I december måned blev en hestebestand på 45 ponyer i Christiansfeld aflivet på stedet under et veterinært kontrolbesøg. De var stærkt udsultede og led voldsomt på grund af manglende behandling af den smertefulde hestelidelse kværke. Foreningen nyt Hesteliv mærker en tydelig stigning i antallet af henvendelser om vanrøgt af heste. ”Anmeldelserne drejer sig primært om tynde heste, dårlige forhold i stalde og på folde, manglende hovpleje og pasning eller lignende. Det er tydeligt, at krisen for alvor slår igennem nu i de dårligste af hestestaldene landet over”, udtaler Janne Junker.” Dyrene har lav prioritet, når pengene ikke rækker særligt langt, og så bliver der skåret ned på alt lige fra smed til den daglige fodring. Det bliver hurtigt en vane at glemme dyrene, deres behov bliver i mange tilfælde groft forsømt, når pengene ikke slår til”. Markedet for salg af heste har bevæget sig meget langsomt hele krisen igennem, og de handlende må forholde sig afventende i håbet om bedre tider. Og mens de handlende venter, venter hestene… Pressemeddelelse