Hest gik igennem isen og druknede

11-01-2016 15:21

To heste kom meget galt afsted i morges, da de gik gennem isen på en sø, der ellers har været en del af hestenes fold i mange år, og aldrig tidligere har skabt problemer. Den ene hest klarede den ikke men druknede, før ejerne nåede frem 

Copyright Ridehesten.com

Anette Hansen og hendes datter skulle som sædvaligt ud og fodre heste i formiddags, da de fik et chok. De kunne umiddelbart kun se den ene hest, som lå og kæmpede for livet ude i en lille sø, der ligger i indhegningen. Hesten kæmpede ihærdigt for at holde sig ovenvande i den iskolde sø. Den lå i vandet hele 12 meter fra land.

Brandvæsnet blev alarmeret og kom hastigt til undsætning. De fik den overlevne hest hjulpet på land, stærkt nedkølet og afkraftet efter at have ligget i søen. Det er uvist, hvor længe den har svømmet rundt derude, og man ved endnu ikke om den overlever den svære nedkøling, men en dyrlæge var tilkaldt for at tilse den. Brandvæsnet kunne bjærge den anden hest i land, der desværre ikke havde klaret kampen imod det iskolde vand. 

Det undrer ejerne, hvorfor hestene var gået ud på isen, eftersom de i mange år har gået på folden og været vant til søen. Ulykken skete i det nordlige Sydvestsjælland ved Ruds-Vedby, og ejerne af hestene er meget berørte af situationen. 

Kilde: BT.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner