Cecilia Lindahl
Der findes næppe noget så ubehageligt som kolde fødder og tæer i ridestøvlerne – især ikke når man skal ned fra hesten efter endt ridetur. De fleste ryttere har nok en ubehagelig erindring om, hvordan det at springe ned fra en hest med vinterkolde tæer føles. Når først man fryser om tæerne, er det for alvor svært at få varmen igen. Uldsåler og så tykke strømper, som støvlerne tillader, er en god idé. Skift også gerne læderstøvlerne ud med noget varmere fodtøj, så snart du ikke befinder dig i sadlen.
Syv gode råd i vinterkulden
1. Hold hovedet varmt
Som bekendt søger varme opad, og den største del af kropsvarmen forsvinder gennem hovedet. Derfor er det gangske fornuftigt at benytte en hue for at undgå dette. I dag bruger langt størstedelen af de danske ryttere heldigvis ridehjelm, og den har da også en positiv effekt på kropsvarmen. Fryser du stadig, og kniber det med pladsen under hjelmen, kan man med fordel købe en hue beregnet til løb (beanie) – de er meget tynde og fylder ingenting – ellers er ørevarmere også en god investering. Udover hue er det også fornuftigt at bruge halstørklæde, så varmen fra jakken ikke slipper ud.
2. Klæd dig efter årstiden
Ridetøj og udstyr findes efterhånden i både sommer- og vinterudgaver. I stedet for at bakse med skiundertøj under ridebukserne kan en investering i et par softshell-ridebukser måske være løsningen, ligesom tykke ridehandsker er et must.
3. Hold dig i gang
Vær aktiv – hvis du står eller sidder meget stille, kommer du til at fryse. Gå hellere ved hestens side, når du skridter, for så er du også varm, når træningen begynder. Hop også gerne af og træk, når hesten skridtes af, så både hest og rytter køles langsomt ned.
4. Lad varmen komme indefra
Koldt vand fra hanen er ikke optimalt, hvis du skal holde varmen i en kold stald eller hal – husk derfor termokanden med varme drikke. Husk også at spise ekstra i vinterkulden, da kroppen sætter forbrændingen i vejret, når temperaturen falder.
5. Tag dit udstyr ind i varmen
Opbevar ikke dit udstyr et ikke-opvarmet sted. Husk at tage jakke, ridestøvler og bukser med ind fra bilen, så du ikke skal bruge unødig energi på at varme en kold jakke op næste dag.
6. Lag på lag er godt
Når du er aktiv, vil du automatisk få varmen, men bliver dit tøj fugtigt eller vådt, er det også med til at køle kroppen ned. Fugt kommer typisk indefra, når man bliver varm og svedig, eller udefra, hvis du er udendørs og det regner eller sner. Minimer risikoen for at blive våd og kold ved at benytte den rigtige påklædning:
Sørg for at have svedtransporterende undertøj inderst – det holder din krop tør og varm, da det leder fugten væk. Uden på det kan du have en trøje eller en vest – uld eller fleece kan være et godt valg, da det kan indeholde luft, og luft virker isolerende. Yderst er det en rigtig god idé at benytte en vind- og vandafvisende jakke. Ved at benytte flere lag kan du også lettere regulere på tøjet, hvis du får det for varmt.
7. Og så til hesten
Trods kulde, sne og frost har hesten stadig behov for at bevæge sig – også på fold. Vær påpasselig med hård træning ved meget lave temperaturer, da hård træning øger hestens respiration (vejrtrækning), og i stærk kulde kan det give skader på lunger og slimhinder.
Brug et uld- eller fleecedækken efter træning, hvis hesten er våd, for at sikre, at den tørrer ordentlig og ikke nedkøles for hurtigt. Vent også med at pålægge hesten det tykke vinterdækken, til den er helt tør.
Fratages hesten vinterpelsen, skal tabet muligvis erstattes i form af et vinterdækken af passende tykkelse. Dækkenet hjælper hesten med at holde varmen, når den ikke bevæger sig. Husk, at som hos rytteren, kan lag på lag- metoden også benyttes til hesten - giv den et tyndere underdækken på, hvis temperaturen bliver alt for lav. Benyt skridttæppe når du varmer hesten op og skridter af – et lændedækken kan eventuelt også benyttes under ridningen, hvis det er meget koldt.
Inden hesten pålægges hovedtøj, kan det være en god idé at varme biddet lidt op enten i hænderne eller i lidt lunkent vand. Ingen bryder sig om at få iskoldt metal i munden!