Signe Wiese
For Lisbet Seierskilde er julen en travl tid - træningen af hestene skal passes og elever undervises, men heldigvis giver julen også et afbræk fra studierne på CBS, hvor Lisbet er i færd med at afslutte sin uddannelsen som Cand.merc.HRM. Lisbet Seierskilde fortæller: - Min jul bliver først og fremmest en velfortjent pause fra den meget intense specialeskrivning. Specialet skal afleveres 11. januar, men vi (min specialemakker og jeg) har lavet hele råproduktionen nu, så efter nytår skal alle detaljerne på plads. Julen tilbringer jeg med min kæreste Kim og vi skal være halvdelen af helligdagene hos min familie på Jonstrupgården og den anden havdel hos hans familie. Kim og jeg har endvidere arrangeret en mini-ridelejr for mine elever fra den 27.-29. december, hvor de modtager intensiv undervisning, og hvor vi planlægger stævnesæsonen 2013, med input til, hvordan man mentalt kan forberede sig til at præstere. Mine heste har ikke juleferie, så den står på helt almindelig træning af "hele striben" hver formiddag og undervisning med min mor flere af dagene. 2013 bliver et super spændende år. De første måneder skal Karisma (Jonstrupgårdens Karisma e. Wolkentanz II/Schwadroneur) ud og prøve kræfter på Prix St. Georg-niveau, hvilket jeg ser meget frem til. Raneur er efter en lidt let periode i oktober og november tilbage i fuldt arbejde, og har således lige været til træningssamling med Rudolf Zeilinger. Vi arbejder koncentreret mod at forbedre os inden stævnerne går løs til foråret. Alt i alt en dejlig jul sammen med kæreste og familie krydret med træning og julelejr.