Hvordan forebygger man sur stråle?

12-11-2024 10:12

Med det danske vinter- og efterårsvejr går vi vådere tider i møde. Derfor kan man som hesteejer også opleve, at ens hest pludselig står med sur stråle, som er en af de mest almindelige lidelser hos heste. Herunder kan du få gode tips til, hvordan du som hesteejer kan forebygge sur stråle

Copyright Ridehesten.com
Vi går våde tider i møde, og det betyder altså øget risiko for sur stråle. Foto: Ridehesten.com/ Annette Boe Østergaard

Vinterhalvåret er over os, og det betyder mudrede folde, våde og beskidte ben, bokse der er sværere at holde tøre og rene grundet de fugtige omgivelser, og det kan altså resultere i sur stråle. Lidelsen er en af de mest almindelige hos heste, men også en af de mest oversete. Det er imidlertid noget, man bør være opmærksom på og forebygge, da strålen har en af de vigtigste funktioner i hoven, og et slemt tilfælde af sur stråle faktisk kan gøre hesten halt. 

Hvorfor opstår sur stråle?
Sur stråle opstår, når strålen angribes af forrådnelse. Bakterier trives rigtig godt i fugtige og beskidte miljøer, såsom mudder på folden eller en våd boks. Faktorer som dårlig hovhygiejne, utilstrækkelig hovpleje og manglende regelmæssig kontrol kan øge risikoen for sur stråle. Mange typer af bakterier kan forårsage sur stråle, men fælles for dem er, at de er anaerobe bakterier, altså bakterier, der kan overleve uden ilt. Denne form for bakterier har evnen til at invadere og inficere strålens følsomme hornede væv. 

Hvad er symptomerne på sur stråle?
Symptomerne kan være mange, men inkluderer blandt andet en ildelugtende sortgrå masse på strålen, flager af råddent horn og en "svampet" fornemmelse i strålen. Derudover er halthed hos hesten også et symptom, og er noget, der kan komme overraskende hurtigt og ligeledes tage til hurtigt. 

Copyright Ridehesten.com
Regelmæssig beskæring og pleje af hovene, er vigtigt for at forebygge sur stråle. Foto: Ridehesten.com/ Britt Carlsen

Hvordan forebygges sur stråle? 
For at forebygge sur stråle er det vigtigt med et rent og tørt leje, som hesten kan stå på. Det kan være svært at styre mudder og våde ben fra folden, men en ren og tør boks samt daglig rensning af hovene er vigtigt for at forebygge sur stråle. Det er vigtigt at undgå at bruge hovrenseren i strålekløften, da det kan lave huller i hornet og give bakterierne lettere adgang. 

Til forebyggelse af sur stråle kan det være en god ide at smøre hovene med finsk tjære én gang om ugen, men ikke mere, da det kan udtørre strålen. Det er dog vigtigt at huske at rengøre hoven inden påføring, så alle bakterier er væk fra strålen inden. Derudover er det vigtigt med regelmæssig beskæring, hvor strålen rettes op og så vidt muligt skæres ren, til der kommer sundt horn frem. Herefter kan man forebygge med for eksempel tjære eller et andet antibakterielt middel til formålet. 

Hvis hesten allerede har fået sur stråle, er det vigtigt med daglig rensning af området. Det kræver tålmodighed og flid at holde området rent, men det kan lade sig gøre. Derudover kan man behandle med blåstenspulver, hvis nødvendigt. 

Kilde: Hovpleje - Beslagsmedens bog til hesteejeren af eksamineret beslagsmed, Verner Kristoffersen. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner