Annika Knudsen Lorentsen
Cirka klokken 18.00 torsdag den 12. oktober 2023 afsluttede Midt- og Vestjyllands Politi og Fødevarestyrelsen et nyt uanmeldt tilsynsbesøg på Stutteri Viegård nord for Viborg.
Tilsynet begyndte omkring klokken 07.00. Under kontrollen har myndighederne fulgt op på pålæg, som blev givet efter et tilsyn den 23. august.
Samtidigt med den opfølgende kontrol har myndighederne igen gennemført et stort tilsyn af alle stutteriets heste.
I alt har myndighederne tilset 407 heste på 16 forskellige lokationer.
– Vi har skullet finde og tilse mange heste. Det er en stor opgave, og derfor har vi også fået assistance fra vores kolleger i dyrevelfærdssektionen i Nordjyllands Politi, siger leder af lokalpolitiet i Viborg Christian Toftemark.
En enkelt hest vurderedes at være i så dårlig sundhedstilstand, at ejeren efter kontrollen valgte at få hesten aflivet.
– Hvad tilsynet i dag fører til af eventuelle nye pålæg og sigtelser, i den dyrevelfærdssag vi efterforsker, er for tidligt at sige mere om. Vi har fortsat en efterforskning, som skrider fremad. Kontrollen i dag er endnu et skridt i den efterforskning, som også fortsætter efter i dag, siger Christian Toftemark.
Fakta om sagen