Trine Askjær-Jørgensen
Med hele det sølvvindende danske OL-hold i aktion i Herning sætter værtsnationen Danmark virkelig scenen for den første kvalifikation af FEI Dressage World Cup™ 2024/2025 i den vesteuropæiske liga. De danske atleter vil uden tvivl gå efter sejren på hjemmebane, men Belgien, Tyskland, Holland og Sverige kommer til at give dem kamp til stregen.
Danmark på fuld kraft
Cathrine Laudrup-Dufour, Nanna Skodborg Merrald og Daniel Bachmann Andersen kommer til start med deres OL-partnere for første gang siden kürfinalen i Paris.
Cathrine Laudrup-Dufour og Mount St John Freestyle e. Fidermark/ Donnerhall tog førstepladsen i Grand Prix Specialen i Paris og sikrede en femteplads i kürfinalen. Parret kan med deres World Cup-debut i Herning se frem til at tilføje endnu et kapitel til deres korte, men allerede imponerende, internationale karriere.
Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zepter e. Blue Hors Zack/ Wolkentanz II har allerede gjort sig bemærkede med en andenplads i World Cup-finalen i Omaha 2023, individuelt sølv ved EM i dressur i Riesenbeck 2023, mens Nanna red sig til endnu en andenplads i World Cup-finalen i Riyadh i år sammen med Blue Hors Don Olymbrio.
Daniel Bachmann Andersen og mægtige Vayron e. Vitalis/ Gloster har udover OL-holdsølv vundet EM-holdbronze sidste år og vil have deres World Cup-debut i Herning. De får selskab af rytterkollegaerne Nadja Aaboe Sloth, Lone Bang Zindorff og Anna Zibrandtsen.
Hård konkurrence
De danske atleter får hård konkurrence fra fire andre nationer: Belgien, Tyskland, Holland og Sverige.
Patrik Kittel, der vandt World Cup-finalen 2024 i Riyadh med Touchdown og ligeledes vandt sidste års World Cup-kvalifikation i Herning, kommer i år med Forever Young FRH e. Fürst Fugger/ Don Bosco, med hvem han blev nr. 2 ved World Cup-kvalifikationen i Neumünster i år. Han får selskab af landsmanden Maria von Essen med 12-årige Invoice e. Jazz/ Olympic Ferro i Herning.
Tyskland sender en stærk gruppe af fem ekvipager anført af erfarne Ingrid Klimke. Hun kommer til start med hoppen First Class e. Fürstenball OLD/ Bergamon, som havde World Cup-debut i Neumünster i år, hvor det blev til en ottendeplads.
Det unge, tyske stjerneskud, Raphael Netz, stiller også op i Herning med Great Escape Camelot e. Johnson/ Turbo Magic, med hvem han blev nr. 5 ved World Cup-finalen i Riyadh.
Holland bliver repræsenteret af to erfarne ekvipager på hjemmeavlede heste: Marlies van Baalen med Habibi DVB N.O.P e. Blue Hors Don Schufro/ Johnson, som hun deltog ved EM i Riesenbeck med sidste år og blev nr. 2 i World Cup-kvalifikationen i Mechelen.
Thamar Zweistra kommer med sin tophest Hexagon’s Ich Weiss e. Hexagon’s Rubiquil/ Negro. Med den grå hingst var hun med til VM i Herning 2022 og har deltaget i intet mindre end tre World Cup-finaler: Leipzig, Omaha og Riyahd.
For Belgien deltager Alexa Fairchild med lusitanoen Mala Skala’s Hermes e. Assirio D Atela.
38. sæson med finale i Basel
Med dette år, der markerer den 38. sæson af FEI Dressage World Cup™, vil Danmark så sikre sig sin første sejr siden Anne Grethe Jensen og Marzog i 1986? Efter hvad der tegner til at blive en stærk start i Herning, må vi vente på svaret indtil finalen, der finder sted i Basel, Schweiz, fra 2.-6. april 2025. Det er første gang i historien, at finalen afholdes i Schweiz, men værtslandet har to gange tidligere vundet World Cup, i 1987 og 1988.
De ni bedste ekvipager fra den vesteuropæiske liga kvalificerer sig til FEI Dressage World Cup-finalen 2025 sammen med den forsvarende mester fra 2024, Patrik Kittel. Han er automatisk kvalificeret, hvis han deltager i mindst to kvalifikationer i løbet af sæsonen.
Der tages hul på den første kvalifikation af 2024/2025-sæsonen i Herning kl. 10.00 den 18. oktober, hvor det går løs med Grand Prix, og lørdag den 19. oktober følger Grand Prix küren så kl. 13.30.
Billetter kan købes på worldcupherning.com
For mere information om FEI World Cup-dressur 2024/2025.
World Cup-sæsonen i dressur 2024/2025 i den vesteuropæiske liga består af 11 kvalifikationer:
Finale: Basel, Schweiz, den 2.-6. april 2025
/FEI pressemeddelelse