Helgstrands tidligere Grand Prix-hest Carabas er død

24-03-2020 10:39

Annika Knudsen Lorentsen

Grand Prix-hingsten Carabas er død i en alder af 22 år, det meddeler familien på Helenenhof, som har ejet hingsten de sidste mange år

Copyright Ridehesten.com
Andreas Helgstrand og Carabas. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

Holstenerhingsten Carabas døde uventet i en alder af 22 år. Han faldt om på sin fold, det oplyser Schwiebert-familien fra Helenenhof. 

Carabas e. Carnaby/Roberto har tidligere været redet af danske Andreas Helgstrand, som har redet en del Grand Prix-klasser på hingsten, ligesom ekvipagen har deltaget ved EM i Windsor i 2009, ligesom de også deltog ved DM på Broholm i 2009. 

Før Andreas Helgstrand overtog hingsten var det tyske Oliver Luze der red Carabas, og det var også ham der overtog ham igen efter Helgstrand. I 2010 vandt Oliver blandt andet en 3* Grand Prix i Hamborg, inden det i 2011 blev tyske Rainer Schwiebert der overtog tøjlerne. Han red hingsten internationalt frem til og med år 2015. 

– Vi havde 10 fantastiske år med hingsten, og som alle vores heste var han et familiemedlem. Han var speciel og karismatisk. Vi er uendeligt triste og kan ikke helt forstå det, skriver Schwiebert-familien på deres Facebook.

Copyright Ridehesten.com
Andreas Helgstrand og Carabas. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

Sportslig og avlsmæssig karriere
Da Carabas blev stillet til kåring blev han fremhævet som den vindende hingst, og på auktion skiftede han ejerskab til Tannehof Stud. Der blev han med succes introduceret i ridningen af Oliver og Katrin Luze, og i en alder af 6-år deltog han i finalen ved UVM for ungheste. Som 7-års vandt han allerede internationale S-klasser under Oliver. 

Senere blev han solgt til Andreas Helgstrand, som foruden førnævnte, også startede hingsten ved CHIO i Aachen. Den perfekte kemi fandt ekvipagen dog aldrig og derfor blev hingsten solgt. Her købte Jessica og Rainer Schwiebert hingsten, og han har siden boet hos familien. Først fik Oliver Luze mulighed for at ride hingsten igen, men kort efter overtog Rainer Schwieberg selv tøjlerne.

Hingsten har også sat sit spor i avlen, hvor han har 22 afkom, som har haft succes på højeste niveau i dressur, og 6 i springning. 15 % af hans afkom er registreret i den tyske ridesport. Carabas er far til 7 kårede sønner. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner