Cecilia Lindahl
Dyrlægen ringede onsdag aften den 8. april 2015, mens jeg var i stalden. Langt fra blok og pen greb jeg whiteboard-tuschen og begyndte at skrive noter fra samtalen ned på staldtavlen. Svar på blodprøven: ACTH-tal for højt. Puk har cushing. En pille hver dag resten af livet. Pillen vil bremse udvikling af sygdommen - forhåbentlig. Ny blodprøve om seks uger. Se hvordan hun responderer på medicinen. Hold øje med muskeltab, fedtlagring, sløvhed og forfangenhed.
Jeg skrev og skrev. Indvendig bandede jeg over "dommen" cushing. I mange år havde jeg frygtet EMS. Men cushing(PPID) havde jeg ikke haft med på min skrækliste - før nu, hvor især forfangenhed blev min nye frygt. det kunne ikke passe, at det ikke kunne helbredes. Hvis nu man kunne finde ud af, hvad ubalancen var opstået af.....
Dyrlæge åbner ny dør for håbet
Min mand og jeg havde aftalt en lille kursusaften om akupunktur på vores to heste med dyrlæge Aage Pedersen. Det viste sig, at Aage Pedersen ikke brugte nåle til akupunkturen. Han gennemgik hestene og pulsdiagnosticerede dem via sin egen puls. Det lyder måske umiddelbart mærkeligt, men meridianbanerne, som man arbejder med i akupunktur har frekvenser, der videnskabeligt kan måles. Aage Pedersen lokaliserede, hvilke meridianbaner hestene var lave på og brugte et særligt laserakupunkturapparat til at stimulere akupunkturpunktet. Vi så de helt vilde reaktioner hos hestene, også uden at Aage Pedersen var i direkte berøring med dem pga. brug af spejlneuroner. Det var en stor øjenåbner for os om akupunkturens effekter og muligheder.
Under behandlingen af Puk Vestervang talte vi også om hendes cushing, og pludselige siger Aage Pedersen:
- Der er jo også en tysk dyrlæge, der har helbredt flere heste for cushing med pulskontrolleret laserakupunktur. Jeg stivnede. Hvorfor hulen havde jeg aldrig tænkt på det?!
I min desperate søgen efter at finde min hoppes ubalancer havde jeg aldrig tænkt på, om akupunktur kunne være en løsning. Jeg så nok mest akupunktur hos heste som stimulering af spændte muskler, som er den forenklede form, man ser i brug hos forskellige behandlere i hestebranchen. Jeg fik selvfølgelig denne tyske dyrlæges navn.
Det var Puks helbred og ikke det økonomiske aspekt, der var den altovervejende grund til, at Cecilia og Allan Grodin kørte til Tyskland for at få hoppen helbredt for cushing. Læs meget mere i denne måneds udgave af magasinet Ridehesten.