Hattrick til Selina Solberg Vittinghus

17-11-2024 12:22

I denne weekend har Frederiksværk Rideklub åbnet dørene til deres fantastiske faciliteter, hvor der afvikles landsstævne i dressur. Én af de ryttere, der har været til start, er Selina Solberg Vittinghus, der endte med at lave hattrick

Copyright Ridehesten.com
Selina Solberg Vittinghus lavede i denne weekend hattrick ved landsstævnet hos Frederiksværk Rideklub. Her med Don Caballero. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

Frederiksværk Rideklub har i denne weekend afviklet landsstævne i dressur, hvor flere af landets dygtige dressurryttere er tørnet sammen i kampen om de sidste placeringer for denne sæson. Blandt andet bød lørdag eftermiddag på Laudrup-Dufour Grand Prix, hvor landsholdsrytter, Nadja Aaboe Sloth, løb med sejren. 

Én af de ryttere, der ligeledes havde fundet vej til Frederiksværk Rideklub, var Selina Solberg Vittinghus. Med sig havde hun den 12-årige Don Caballero e. Blue Hors Don Olymbrio/ Blue Hors Don Schufro samt den 11-årige hoppe Bonne Amour e. Bon Bravour/ San Amour. Fredag startede Selina stævnet yderst succesfuldt ud med både en første- og andenplads i Prix St. Georges. Sejren blev redet hjem på Don Caballero med 72,895% mens Selina sikrede sig andenpladsen på Bonne Amour med 71,184%. 

Copyright Ridehesten.com
Selina Solberg Vittinghus og Don Caballero ved Falsterbo Horse Show 2023. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

Lørdag skulle Selina i ilden endnu en gang med begge hestene. Sammen med Bonne Amour red hun på banen i en MA1, hvor parret efter et flot ridt blev belønnet med 72,176%. Det flotte resultat endte ud i endnu en førsteplads. 

Bonne Amour er egentligt ejet af Angelina Svedbo, der har trænet hos mig de sidste tre år, hvor hun også har arbejdet på Atterupgaard. På sigt skal Bonnie, som vi kalder hende, sælges, så nu har jeg fået lov at overtage hende, fortæller Selina om Bonne Amour. 

Copyright Ridehesten.com
Selina Solberg Vittinghus og Bonne Amour efter deres sejr. Foto: Privat

Senere på dagen skulle Selina endnu en gang på banen, denne gang med Don Caballero. Parret skulle ride Intermediare I mod seks andre ekvipager. Efter endnu en flot præstation endte parret på suveræne 74,517%, og her var altså ingen tvivl. Endnu en sejr var blevet redet hjem, og Selina havde hermed lavet hattrick

Don Caballero er ejet af Liva Guldager, som normalt rider ham. Liva er på ferie lige nu, så jeg har faktisk bare lånt ham. Jeg havde ham selv en periode sidste sommer, hvor jeg startede ham en hel del for at give ham mere rutine på et højere niveau, så vi kender hinanden ret godt, fortæller Selina om samarbejdet med den smukke hest. 

Copyright Ridehesten.com
En glad Selina efter at have lavet hattrick. Foto: Privat

Med det kunne endnu en yderst tilfreds rytter tage fra et vellykket stævne hos Frederiksværk Rideklub, hvor dagen i dag byder på endnu mere flot dressur. Stævnet sluttes af med Laudrup-Dufour Zinglersen ApS Intermediare II, hvor fem stærke ekvipager skal på banen. 

Vi er mega glade for at komme til stævne på Frederiksværk Rideklub! Det er altid hyggeligt, og der er styr på tingene. Og så laver de verdens bedste flæskestegssandwich, afslutter Selina Solberg Vittinghus om det vellykkede stævne. 

Stævnets start- og resultatlister. 

Copyright Ridehesten.com
Frederiksværk Rideklub byder på yderst lækre flæskestegssandwiches. Foto: Privat
Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen