Dansk succes til de svenske championatsfinaler

03-10-2024 16:43

Til de svenske championatsfinaler i dressur, var der dansk islæt på resultatlisten, da danske Louisiana H. Tranberg red flotte placeringer hjem. En perfekt afslutning på et fantastisk eventyr i det svenske, fortæller hun

Copyright Ridehesten.com
Louisiana H. Tranberg havde et yderst vellykket stævne til finalen i det svenske dressurchampionat. Foto: Privat/ Cecilia Hallqvist.

I den forgangne weekend var der finaler i de svenske dressurchampionater, hvad der i Sverige kaldes Final Breeders Trophy. Her formåede danske Louisiana H. Tranberg, der har arbejdet som rytter i det svenske i halvandet år, at kvalificere både en 5- og 6-års hest til finalen. 

Det har været en kæmpe oplevelse at have tre heste med til Breeders Trophy i år. Selvfølgelig har man altid et mål om at opnå gode resultater og gerne med placering, men jeg vidste også, at konkurrencen ville være enormt hård, især fordi flere UVM-deltagere var med, så at få to ud af tre heste videre til den endelige finale, gav mig virkelig blod på tanden, fortæller Louisiana. 

Med den 6-årige svenske varmblod, Vici Ht (SWB) e. Van Vivaldi/ Rubinrot, formåede Louisiana at kvalificere sig til finalen med 74%, og endte med et virkelig flot finaleridt og 81,800% med blandt andet 9,2 for trav. Louisiana og Vici Ht lå længe på førstepladsen, men endte som nummer tre efter to stærke, svenske ryttere. 
Jeg tænkte ærlig talt, at mine chancer ikke var så store. Men efter et flot finaleridt, kunne jeg alligevel ikke lade være med at tænke, at det var sgu ret godt gået. Jeg havde forinden dette stævne kun haft to starter på Vici, så jeg er virkelig stolt af resultatet, fortæller Louisiana. 

Copyright Ridehesten.com
Louisiana H. Tranberg og Vici Ht (SWB). Foto: Privat/ Cecilia Hallqvist.

Også for 5-års hestene, klarede Louisiana sig godt med hoppen Haute Couture Ht (SWB) e. Total Hope/ Florencio. På førstedagen præsterede ekvipagen at opnå 81% i et meget skarpt felt, hvilket sikrede dem en plads i finalen. I finalen formåede de at ride et endnu bedre ridt, der blev belønnet med 84,600% med blandt andet 9 i skridt. Her formåede Louisiana også at holde førstepladsen meget længe, men i et meget skarpt og tæt felt, blev ekvipagen skubbet ned på en yderst imponerende femteplads. 
Det var nok med hende her, at jeg havde det mest emotionelle ridt. Selvom det var lige ved og næsten, kunne jeg ikke være mere stolt over præstationen. Der sneg sig selvfølgelig nogle småfejl ind, som fik betydning for resultatet, men jeg kunne ikke have ønsket mig mere, siger Louisiana om resultatet. 

For Louisiana er eventyret i det svenske nu et overstået kapitel, og championatsfinalerne var sidste stævne: – Jeg må indrømme, at da jeg red den sidste midterlinje på hestene, var det svært ikke at lade en tåre trille. Det var en følelsesladet afslutning

Copyright Ridehesten.com
Louisiana H. Tranberg og Haute Couture Ht. Foto: Privat.

Hvad fremtiden nu bringer for den unge, talentfulde dressurrytter, er endnu uvist, men én ting er sikkert: Arbejdet med hestene skal bestå: – Nu ser jeg frem mod nye eventyr i Danmark, og jeg glæder mig til at se, hvad fremtiden bringer. Det er helt sikkert, at arbejdet med de unge heste er den vej, jeg vil gå videre med. Jeg ser virkelig frem til, hvad der venter mig, og hvad det næste skridt kan bringe med sig, både for mig, men også for de heste, jeg arbejder med, afslutter Louisiana. 

Du kan se start- og resultatlister for stævnet her

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner