Maja Golles
Hasse Hoffmann er et ikon i dressursporten - både som rytter og som træner. I år var han sprunget til som testrytter i sidste øjeblik i Blue Hors Unghestechampionatet, da svenske Minna Telde måtte melde fra. Og man kan roligt sige at han udførte opgave med bravour. Fagligheden var hele tiden i højsædet, men konstant krydret med lun humor og Hoffmann formåede virkelig at formidle sin viden og forklare både den opgave han var sat til at udføre, og de karaktere han uddelte.
Dagens topscore blev katalog nr. 301 Svalegårds De Luxe e. De Noir, der blev fremvist af Mette Svare Ehlers fra Katrinelund. Hasse Hoffmann gav den store mørke vallak 9,5 for både kapacitet og ridelighed, og til stor morskab for publikum bemærkede han, at det eneste der var galt med hesten, var at han ikke selv ejede den. Med dagens point fra Hasse Hoffmann slutte De Luxe med i alt 865 point.
Inden dagens runde med testrytter var det Blue Hors-ekvipagen Maria Anita Andersen og en anden hest fra Svalegården, nemlig Svalegårds Hottie e. Blue Hors Hotline, der var i front, og den placering bevarede ekvipagen i dag, da Hottie fik 9 for både ridelighed og kapacitet. Dermed slutter de med 911 point i alt, og det giver dem med al sandsynlighed den samlede sejr.
Den anden halvdel af de deltagende heste i Blue Hors Unghestechampionatet skal testes af Hasse Hoffmann lørdag, og derefter kan den endelige placeringsrækkefølge afgøres.