Har selv avlet og klargjort hingst

01-03-2014 09:06

Bodil Nyholm Sørensen

Avl


Dansk Varmblods Hingstekåring 2014 | Morten Kappel Petersen og hans kæreste Lars driver sammen Stald Kamar, og det er første gang, at de har en hingst udtaget til Herning. De har selv avlet den og klargjort den til Herning

Copyright Ridehesten.com
Kamar's Don Noir Hit ved forbesigtigelsen.

32-årige Morten Kappel Petersen købte sin første avlshoppe for 13 år siden og har siden skiftet en del ud i sit avlsmateriale, og det begynder at kunne ses på unghestene. Besætningen hos Stald Kamar består af seks avlshopper med tilhørende afkom, da Morten og Lars aldrig sælger deres føl. De har i selv omkring 40 heste inklusiv indkøbte salgsheste. Dertil har de heste i træning/klargøring til diverse arrangementer samt fem heste opstaldet. Til at hjælpe sig har de to dygtige staldpiger ansat.

– For 6 år siden købte jeg to hopper af min gode ven Bjarne efter hans bedste hoppe Stenagers Santana, og på de to helsøstre efter De Noir/Sandro Hit har jeg fået nogle rigtig gode føl, bl.a. Kamar’s Wozniacki e. Wilkens, der var med til eliteskuet i 2012, hvor han gik i finalen med 10 for trav og 9 i galop.

2013 har været et succesfuldt år for Morten og Lars’ avl. Med Kamar’s Ticket e. Tailormade Temptation/Sunny-Boy havde de skuets bedste dressurbetonede hingsteføl ved følskuet i Sdr. Hygum og fremstillede samme dag skuets bedste dressurbetonede hoppeføl for Laila Roschmann. Samme sommer blev Kamar’s Diva e. Blue Hors Doolittle/Milan fløjhoppe ved sadelkåringen på Vilhelmsborg.

– Kamar’s Don Noir Hit e. Blue Hors Don Romantic/De Noir er vores første hingst udtaget til Herning.  Vi Har selv avlet ham og klargjort ham til Herning.  Han har gået på sommergræs til og med september, hvorefter han kom hjem, og vi begyndte at træne ham stille og roligt. Han har udviklet sig meget positivt siden forbesigtigelsen; han har fået mange flere muskler og hingstepræg, fortæller Morten.

Don Noir Hit er efter en af de hopper, som Morten købte hos Stutteri Stenager, og det er en hoppestamme med meget aktuelle præstationer. Bl.a. Stenagers Fantasia, der kostede 350.000 kr. på elitefølauktionen og Stenagers Welina, der er udtaget til Unghestechampionatet i år.

– Jeg mener, det bedste ved ham er, at han har tre rigtig gode gangarter og derudover er super ridelig og nem at omgås, fortæller Morten, der som de fleste hestefolk har store drømme.

– Jeg har dog halm nok i træskoene til at holde begge ben på jorden, for alt afhænger af dommerne og dagsformen, men vi lever vel alle i håbet, slutter Morten.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner