Nina Marie Villadsen
Dagens tur gennem Ridehestens store fotoarkiv sender os igen tilbage til Dansk Varmblods hingstekåring 1994, og denne gang gælder det så højdespringningskonkurrencen.
I Hippologisk Tidsskrift fra marts 1994 blev der skrevet følgende:
Søren Knudsen hentede, som vanligt, en del af rosetterne, og i et par af klasserne, MB springning og højdespringning, tog han både den røde og den blå på hhv. Lucky Light og Diadem. Det skal dog nævnes, at han delte andenpladsen i højdespringningen med Torben Suhr, Picasso, og Jens Trabjerg, Blue Hors Agent. Sidstnævnte udstationeres for øvrigt i sæsonen hos Lis og Preben Jørgensen, Herlufmagle på Sydsjælland.
Hingsten Blue Hors Agent e. Argentan/Wicht var født i Tyskland og kåret i Dansk Varmblod.
Ved du mere om Blue Hors Agent og højdespringningen, så skriv gerne en kommentar til billedet på Ridehesten.com under Nostalgiske Fotos, hvor du også finder mange flere nostalgiske perler.