Anja Nielsen
Hvorfor skal det altid være sådan, at du har kørt dig selv så hårdt, at du bare TRÆNGER så meget til ferie, at du bruger den første uge bare på at komme ned i gear?
Min ven, du overkompenserer. Du løber stærkt. For stærkt.
Sæt farten ned.
Angsten for ikke at være god nok, ikke dygtig nok, ikke flittig nok, ikke et-eller-andet-nok, dræber dig langsomt.
Dine forventninger til dig selv og andre er for høje. Når du sætter barren så højt, at du ikke kan nå den, så taber du.
Jeg taler ofte med mine kunder om, at forventninger ikke kan være for høje. Det kan de heller ikke, HVIS din refleksion følger med. Hvis du ikke er lige så god til at reflektere over dine fejl og udfordringer, som du er til at forvente, så mister du balancen.
Så er det at du begynder at tvivle på dig selv. Så er det at du begynder med dine nedbrydende tanker om ikke at være god nok. Når du begynder at sige og tænke, at du ikke er nok, så vil dine øjne og ører søge at bekræfte dig i den påstand.
Ghandi sagde engang:
Dine overbevisninger bliver dine tanker, dine tanker bliver dine ord, dine ord bliver dine handlinger, dine handlinger bliver dine vaner, dine vaner bliver dine værdier og dine værdier bliver din skæbne
Mere simplificeret kan man sige, at dine tanker bliver til dine følelser, dine følelser bliver til dine handlinger og dine handlinger bliver til dit liv.
Det er altså ret vigtigt at tænke over.
Så, hvis det vi siger til og om os selv, har en følelse der passer til. Vil det så bevirke at vi begynder at føle det vi siger? Vil vi så kunne påvirke hvordan vi har det, med det vi siger?
JA! DET KAN DU BANDE PÅ VI KAN!
Når du begynder at tænke, sige og føle at du er nok, vil du få roen og balancen helt ind i kroppen. Når du er rolig, træffer du valg som gavner dig og det du står for.
Hvordan ville det være, hvis du kunne tænke og tale dig selv op og derigennem få så meget power og tro på dig selv, at du begyndte at se dine succeser, fremfor kun at se dine fejl?
Hvordan ville det være at kunne tænke og tale dig selv til et bedre og mere fredfyldt liv? Det er noget af det jeg ofte spørger mine klienter om, enten på workshops eller i forløb hos mig. Det er vigtigt at få pudset intentionen af, så du nemmere kan se det du VIL have og ikke hvad du IKKE vil have.
Altså. Der er forskel på om du siger, at du HADER at være tappet for energi, eller siger at du vil ELSKE at have masser af energi til at lave det du drømmer om. Situationen er den samme. Ordenes mening er bestemt ikke de samme. Get it?
”Jamen, hvad skal jeg så gøre, Anja?”
Du skal tale pænt om og til dig selv, søde ven!
Du skal spejle dine ord i det du ville udsætte en 6-årig for. Hårdere må du ikke være overfor dig selv.
Begynd at lægge mærke til hvor hård du er ved dig selv.
Du bliver rystet over at blive bevidst om, hvor meget L*** du faktisk fylder dig selv med hver eneste dag!
Giv dig selv en mental pause. Træk vejret. Se succeserne. Tænk konstruktivt. Stop selvsabotagen. NU!
Når først du forstår hvor meget du kan flytte dig, ved at vende alle de negative ord og tanker 180 grader, så skal du se mirakler!
Pludselig bliver det nemmere at komme på arbejde.
Pludselig har du mere overskud.
Pludselig griner du mere.
Pludselig ser du muligheder overalt.
Har du lyst til at leve i overskud og ikke føle dig tappet for energi? Har du lyst til at gå på ferie for at nyde ekstra tid med din familie, fremfor at holde ferie ”for at lade op”, så begynd med dig selv.
Det handler ikke om dit job.
Det handler ikke om dine kollegaer.
Det handler ikke om din familie, dine børn, dine venner.
Det handler om dig.
Det hele starter med dig.
Hvis du var i tvivl, så tror jeg på dig! Jeg synes du er unik. Jeg ved du kan gøre ALT du sætter dig for!