Mille Albinus Hjermitslev
I sydfranske Saint-Tropez har to danskere i denne uge været til start ved det 3-stjernede internationale springstævne Polo Club Tour, der er i gang på anden uge. De sidste par dage er det blevet til flere danske placeringer i de højeste klasser.
Blandt andet blev Emil Hallundbæk nummer to i 140 cm på Noortje van het Houterhof e. Emerald/ Orlando lørdag aften. Samme dag blev han placeret i den 2-stjernede 145 cm Grand Prix på Vincel e. Valentino 240/ Fabriano. Vincel er indtil nu blevet redet af Mie Stuhr, der blandt andet deltog ved U21 EM sidste sommer med vallakken. I de højeste klasser på 150 cm har Hallundbæk også fået placeringer. Fredag var Calgrafi DWB e. Bøgegårdens Grafs Stakkato/ Cajus fejlfri og placeret som nummer 12.
Afslutningsvis blev Emil Hallundbæk i dag nummer fire i "Big Tour" 150 cm med Chalisco e. Chacco-Blue/ Quidam de Revel - en hest, som han har haft stor fornøjelse af og opnået mange flotte resultater med gennem mange år. Se videoen fra klassen nedenfor.
Tina Lund har også været til start i de to uger i Saint-Tropez og kunne fredag sørge for, at dannebrogs røg til tops. Med den 10-årige Ionesco Sitte e. Hunters Scendro/ Argentinus vandt hun en 2-stjernet 145 cm efter en hurtig og fejlfri runde.