Thomas Bach Jensen
Stutteri Hønnerup på Fyn solgt i oktober måned den 9-årige GRDH Hønnerups Fudosa e. Blue Hors Don Romantic/ Midt-West Ibi-Light til Vibholm Equestrian i Canada via Ridehesten.coms salgsportal.
Det er ægteparret Linda Hagedorn og Hans Marius Jørgensen, der står bag Stutteri Hønnerup, som har avlet adskillige topdressurheste igennem flere årtier. Deres datter Wendie Hagedorn har uddannet mange af hestene, og det er ligeledes Wendie, der red Hønnerups Fudosa til sadelkåring som 3-års, hvor den fik 10 for trav, overlinje og helhed. Sidenhen blev ekvipagen placeret ved egnethedstesten region 3, deltog i Unghestechampionatet i Herning og har opnået sejre i M-dressur, og Fudosa er B-hest i dressur.
Der ligger en præstationsstærk hoppestamme bag Fudosa, hvis helsøster Hønnerups Delay også er kåret med guldmedalje. Deres mor Hønnerups Yo-yo har desuden opnået guldmedalje for en imponerende hoppesamling, og så er Yo-Yo helsøster til guldmedaljehoppen Hønnerups Pink Lady, der er mormor til Grand Prix-hesten Hønnerups Zazzi, der igen er mor til den tidligere verdensmester for 5-års heste og nu Grand Prix-hest, Hønnerups Driver.
Vibholm Equestrian i Canada har, som navnet antyder, danske rødder, og det er ikke tilfældigt, at de har valgt at satse på en DV-hoppe. Hønnerups Fudosa venter i 2016 føl efter den populære præmiehingst Hesselhøj Donky Boy, der også har guldmedaljer og flotte præstationer i anetræet.