Guld til Victoria og St. Paris

10-09-2022 20:21

Den danske drøm gik i opfyldelse i 5-års finalen ved UVM i Ermelo, hvor Victoria E. Vallentin og Lyngbjergs St. Paris har vundet guld

Nyheden fortsætter efter annoncen

Victoria kom, så og sejrede. Den danske lejr er i jubel, for Victoria Vallentin har netop vundet 5-års finalen med DV-hoppen Lyngbjergs St. Paris e. Blue Hors St. Schufro/ Blue Hors Rockefeller (opdr. Bente Børjesson) ved FEI/WBFSH's verdensmesterskab for unge dressurheste i Ermelo, Holland.

Da Victoria og "Paris" som klassens sidste ekvipage entrerede stadion, var det med en lethed, feminin elegance og harmoni, som ingen andre kunne matche. Paris satte ikke en hov forkert, så spændingen var enorm, for der netop blevet leveret præstationer i særklasse med scorer på 9,00 og 9,06.

Hør i videoen herunder dommernes ord om det danske guldridt:

– Jeg kunne forstå på publikums begejstring, da jeg hilste af, at det var gået godt, forklarede Victoria.

9,5 for trav, 8,5 for skridt,  9,3 for galop, 8,8 for ridelighed og  9,5 kapacitet. Jubelen brød løs, da den danske ekvipages samlede score på 9,12 blev annonceret. Dansk guldmedalje igen!

Victoria fortalte på det efterfølgende pressemøde, at hun ændrede en smule på opvarmningen i dag, og deraf var hoppen mindre spændt, og skridten blev bedre. Hun forklarede, at Paris er så let at ride, at det aldrig er nogen anstrengelse, og det var det var heller ikke i Ermelo i aften.

Heldigvis lykkedes det opdrætterne af Lyngbjergs St. Paris, Louise og Mark Børjesson, at nå til Ermelo til finalen i dag. Mens hoppen gik den indledende runde i torsdags, blev Louise opereret i foden, og Mark hentede hende så på hospitalet fredag eftermiddag, og de kørte afsted. Med en dårlig fod og på krykker lykkedes det en meget rørt og lykkelig Louise at være til stede til hæderen under præmieoverrækkelsen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Hør i videoen herunder Victoria Vallentin fortælle om sin guldhoppe:

Dansk Allan Grøn og hoppen Søbakkehus Maude e. Hesselhøj Donkey Boy/ Wilkens (opdr. Agnete Holmsted) sluttede på en hæderlig tolvteplads i finalen efter en rigtig godt ridt, hvor hoppen virkede mere afspændt en i den indledende klasse, selv om der indløb små misforståelser og uregelmæssigheder i kontakten. Dommerne roste hoppen for at være letfodet og elegant. 8,4 for trav, og så var der et 9-tal og stor ros til skridten, der var løsgjort, smidig, rummelig og takfast. 8,1 for galoppen, som de ønske lidt mere op-ad-bakke. 7,7 for ridelighed og 8,7 for kapacitet. Samlet 8,40.

Copyright Ridehesten.com
Allan Grøn og Søbakkehus Maude. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Hør i videoen herunder dommernes ord om Allan Grøns ridt:

Klassens resultat.

Stævnets start- og resultatlister.

Den tyske Helgstrand-rytter Leonie Richter besatte med avlshingsten Vitalos e. Vitalis/ De Niro sølvpladsen efter at have leveret et fremragende og meget flydende ridt med flotte overgange. Dommerne belønnes hingstens fantastiske trav med 9,8. 8,5 for skridt, 8,6 for galop, 9,0 for ridelighed og 9,4 for kapacitet.

Også på bronzepladsen finder vi en tysk hingst og en tysk rytter, nemlig Kasselmann-rytter Frederic Wandres og den over 190 cm høje Fashion Prinz OLD e. Fürst Romancier/ Sarkozy, som dommerne gav 9,3 for skriv, 9,7 for skridt, 8,4 for galop og ridelighed samt 9,2 for kapacitet.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner