Rekordstatistik: 10 ud af 12 tolv danskere i finalen!

05-08-2017 14:31

I dag har fire danske ekvipager været i B-finalerne for at kæmpe om de sidste finalepladser, og det lykkedes for to. Det giver Danmark en absolut rekordstatistik med 10 ud af 12 tolv i finalen

Copyright Ridehesten.com
Atterupgaards Botticelli - Selina S. Vittinghus.

Hele formiddagen har der været afviklet B-finaler for fem- og seksårs heste, og her har Danmark deltaget med to femårige, nemlig Stenagers Wyatt Earp og Højgårdens Santos, begge redet af berider Kenneth Damgaard fra Helgstrand Dressage. Begge heste fik over 8 point i helhed og opnåede placering som hhv. nr. 11 og 7. Selv om det ikke denne gang blev til en finaleplads for Kenneth Damgaard, fik han vist begge heste optimalt. Bedre kunne det næppe gøres.

Allersidste ekvipage i femårs B-finalen var avlshingsten Atterupgaards Botticelli e. Benetton Dream/ Caprimond redet af Selina S. Vittinghus, der til fulde lykkedes med at rettet op på hver en lille detalje fra kvalifikationen og fik vist en meget mere afspændt hest, der gik i en flot form fremme for schenklen og opmærksom på sin rytter. Dommerne var begejstret for den smukke hingst, som de belønnede med 9,8 for dens spektakulære trav og 9,2 for kapacitet. Det gav et resultat på 9,10 point og en sikker sejr - og naturligvis en billet til søndagens finale.

Copyright Ridehesten.com
Ellegaardens San Droneur - Jacob N. Sørensen.

I seksårs B-finalen havde Danmark kun én ekvipage i B-finalen, nemlig Ellegaardens San Droneur og Jacob Nørby Sørensen. Igen var der tale om et solidt ridt og en rytter, der gjorde sig meget umage for at optimere sin præstation for at få en plads i finalen - og sådan skulle det også gå Jacob og San Droneur, der opnåede 8,60 point og en delt andenplads. Bl.a. tildelte dommerne heste et 9-tal for skridt.

Se resultat af femårs B-finale HER.

Se resultat af seksårs B-finale HER.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner